Ambulatorium for Atrieflimmer er et særligt tilbud til dig med hjerterytmeforstyrrelse.
Tilbuddet kan indeholde undersøgelser, behandling, medicinsk optimering og undervisning i at leve med hjerterytmeforstyrrelse. Formålet med tilbuddet er:
- at følge den medicinske behandling
- at tilpasse din behandling efter dit liv
- at øge dine muligheder for at leve et tilfredsstillende liv med hjerterytmeforstyrrelse
- at give dig større viden om hjerterytmeforstyrrelse.
Dine besøg i ambulatoriet
Du bliver tilknyttet Ambulatorium for Atrieflimmer, hvor antallet af besøg vil afhænge af din situation.
Ved besøgene i ambulatoriet møder du sygeplejersker med specialviden om og uddannelse i hjerterytmeforstyrrelse.
Ved hvert besøg får du målt blodtryk og puls. Ved nogle af besøgene tager vi et hjertediagram.
Vi gennemgår dine blodprøver og din medicin.
Du skal eventuelt have taget blodprøver før besøget enten hos din egen læge eller i blodprøvetagningen på nærmeste sygehus. Skal du det, fremgår det af ditHUSK-bilag.
Via Ambulatorium for Atrieflimmer kan du blive henvist til:
- rehabilitering
- liaisonpsykiatri (’Liaison’ er sygdomme eller tilstande, hvor der er en sammenhæng mellem krop og sind).
Du kan træffe sygeplejersken telefonisk i vores telefontid. Uden for telefontiden vil en sekretær besvare telefonopkald.
Transport
Transport til Ambulatorium for Atrieflimmer skal ske i henhold til kørselsreglerne og aftales med Kørselskontoret på telefon 97 64 80 30.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.