Du skal opereres for rødmen eller øget svedtendens. Ved operationen overskæres de nerver, der regulerer svedproduktionen i hænderne og til dels i armhulerne og i ansigtet. Det betyder, at du efter operationen vil have fuldstændigt tørre hænder.
Forundersøgelse inden operationen
Inden operationen skal du komme til forundersøgelse hos kirurgen, som gennemgår operationen, det forventede resultatet, de forventede bivirkninger og eventuelle komplikationer sammen med dig. Når du har været til forundersøgelse, skal du give os besked, om du ønsker operationen eller ej, senest 10 hverdage efter samtalen.
Forventninger til operationens effekt
Patienter, der lider af håndsved, oplever næsten
100 % helbredelse, og patienter, der lider af rødmen oplever 90-95 % positiv effekt. Hos patienter, der lider af øget svedtendens i armhulerne, oplever cirka 50 % positiv effekt af operationen.
Bivirkninger af operationen
Din overkrop vil føles mere tør, og dine hænder kan blive så tørre, at du er nødt til at smøre dem i håndcreme. Kroppen vil dog kompensere for svedproduktionen andre steder på kroppen. 50-80 % af dem, der har fået operationen, vil opleve øget svedproduktion, særligt omkring navlen og over lænden. Cirka 25 % får stor svedtendens i underkroppen – hos nogle så kraftigt, at det er nødvendigt at skifte sengetøj 2-3 gange om natten. Mange patienter oplever også en mild svedtendens omkring munden, når de spiser syrlige frugter og stærkt krydret mad. Enkelte patienter fortryder operationen på grund af den øgende svedtendens i underkroppen.
Hvis du har lavt blodtryk og/eller lav puls, kan det ske, at disse bliver endnu lavere, og du bliver dermed svimmel, især hvis du rejser dig hurtigt op.
Overnatning hjemme eller på Patienthotellet
Du skal som udgangspunkt tage hjem og sove natten inden operationen.
Hvis du kommer langvejs fra, har du mulighed for at sove her, enten i sengeafdelingen eller på Patienthotel
let. Det er os i afdelingen, der arrangerer din overnatning, hvis du skal overnatte her. Det gør vi på dagen.
I enkelte tilfælde kan der være mulighed for, at en pårørende overnatter sammen med dig på Patienthotellet, men det ved vi ikke før på selve dagen. Arrangér derfor venligst overnatning til pårørende et andet sted, hvis det er muligt.
Sådan foregår operationen
Dagen inden operationen bliver du modtaget af en sygeplejerske, som hjælper dig til rette i afdelingen og informerer dig om dagens forløb. Du er velkommen til at have en pårørende med hele dagen.
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen er en kikkertoperation og foregår via 2 små snit i armhulen. Kirurgen udfører operationen ved at overskære nerven, der kaldes grænse-strengen, som ligger i brysthulen. Denne type operation kaldes sympatektomi og bliver ofte foretaget på begge armhuler samtidigt.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Du kan forvente, at du bliver udskrevet senest dagen efter operationen.
Sådan forbereder du dig
Kontakt os, hvis du er syg eller har sår
Hvis du er forkølet, har betændelse eller sår på kroppen, når du skal indlægges, skal du kontakte os, så vi eventuelt kan flytte operationstidspunktet.
Kontakt os, hvis du skal have din menstruation
Du skal også kontakte os, hvis du skal have din menstruation på operationsdagen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet (armhulerne). Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere huden inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Efter operationen – mens du er på hospitalet
Du kan have kvalme
Kvalme kan opstå som følge af bedøvelsen.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi, allerede når du kommer tilbage til sengeafsnittet, beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 4-6 dage efter operationen.
Tag smertestillende medicin efter behov
Du skal have smertestillende medicin, alt efter hvor mange smerter du har.
Vær opmærksom på smerter ved evt. karbad
Du må gerne tage karbade, men du skal stoppe, når hvis du får smerter i operationssåret.
Kontrol
Du bliver indkaldt til kontrol cirka 1 måned efter operationen.
Mulige komplikationer
Ved en kikkertoperation er der risiko for betændelse, blødning i lungesækken (risiko for, at man må åbne brystkassen) og skade på en nerve mellem ribbenene, som giver kroniske smerter.
Indgrebet er permanent og kan ikke gøres om, idet der er tale om overskæring af nervevæv. Nerven, der er ansvarlig for svedproduktionen, deles ved 2. og 3. ribben, sommetider ved det 4. ribben. Beskadiges nerven over dette niveau, er der i sjældne tilfælde risiko for udvikling af Horner’s syndrom, som medfører hængende øjenlåg, men ingen påvirkning af synet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.