Som led i forebyggelse af alvorlig rhesus-immunisering, anbefales alle gravide at få undersøgt blodtype tidligt i graviditeten. Hvis den gravide er rhesus negativ, bør man undersøge fosterets blodtype i 24. graviditetsuge.
Da din blodtype er rhesus negativ, og dit barns blodtype er rhesus positiv, anbefaler vi, at du får en indsprøjtning med Anti D immunglobulin. Behandlingen vil forebygge rhesus-sygdom hos dine børn under denne og fremtidige graviditeter.
Sådan virker Anti d
Anti D immunglobulin er et antistof, som giver en effektiv beskyttelse mod udvikling af rhesus-immunisering. Ved rhesusimmunisering danner du antistoffer mod fosterets røde blodlegemer, og det kan give vanskeligheder i form af gulsot og blodmangel hos fosteret i denne graviditet og i endnu større grad i hos et nyt foster i en efterfølgende graviditet.
Antistoffet lægger sig på de røde blodlegemer, som er kommet fra fosteret over i din blodbane under graviditet og fødsel. Dette modvirker, at du selv danner antistoffer, der kan trænge over i fosterets blodbane og ødelægge dets røde blodlegemer.
Sådan foregår behandlingen
Du vil blive indkaldt til en indsprøjtning på Fødegangen i Thisted, når du cirka er i 29. graviditetsuge.
Behandlingen varer kun få minutter, men du skal observeres i 30 minutter efter indsprøjtningen
Du skal desuden have Anti D igen, når du har født dit barn.
Bivirkninger
Der er sjældent bivirkninger forbundet med behandlingen, men du kan opleve ømhed på det sted, hvor indsprøjtningen er givet.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå alvorlig allergisk reaktion. Denne reaktion opstår oftest kort tid efter indsprøjtningen. Du vil derfor blive observeret i 30 minutter efter behandlingen.
Vær opmærksom på
Du får udleveret et kort med oplysning om Anti D-behandlingen. Du bør opbevare kortet i 3 måneder. Vis kortet, hvis du får taget blodprøve eller bliver indlagt på sygehuset.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om rhesus-sygdom, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’rhesusimmunisering’.