Du er indlagt på sengeafsnittet på grund af blødning. Årsagen til blødningen er, at du har en forliggende moderkage.
Forliggende moderkage betyder, at moderkagen sidder i den nederste del af din livmoder. Moderkagen dækker derfor helt eller delvist for den indvendige åbning af livmoderhalsen. Det kan medføre blødning, som kan blive livstruende for både dig og dit barn.
Indlæggelsen
Hvis du bløder, vil lægen vurdere, om blødningen er så kraftig, at der må foretages kejsersnit, gives blodtransfusion og medicin for at mindske blødningen. Hvis det vurderes nødvendigt at foretage kejsersnit, når du er mellem 24. og 34. graviditetsuge, giver vi dig 1-2 indsprøjtninger med binyrebarkhormon. Det modner dit barns lunger.
Undersøgelser under indlæggelsen
Under indlæggelsen foretager vi løbende forskellige undersøgelser for hele tiden at sikre, at du og barnet har det godt:
- Blodprøver. Mens du er indlagt, får du taget blodprøver. Hvor ofte du skal have taget blodprøver afhænger af, om du bløder eller ej. Blodprøverne skal vise din blodprocent og blodtype.
- Hjertelyd. Hvis du bløder, og du er under 25 uger henne i graviditeten, lytter vi efter hjertelyd dagligt.
- Hjerterytme. Hvis du bløder, og du er mere end 25 uger henne i graviditeten, vil du hver dag få lavet en CTG (kardiotokografi), som er en undersøgelse af barnets hjerterytme.
- Blødning. Hvis du bløder, vil vi gerne se de brugte bind de første dage. Når du selv er blevet fortrolig med at vurdere dine bind, skal vi kun se dem, hvis de ændrer sig, hvad angår blødningsmængde, udseende og/eller lugt.
- Ultralydsskanninger. Under indlæggelsen vil der blive foretaget ultralydsskanning efter vurdering.
Under indlæggelsen får du desuden mulighed for at se både Barselsafsnit og Neonatalafsnit på Børneafdelingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at tale med personalet.
Vil du vide mere om forliggende moderkage, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’Forliggende moderkage’.