Ditbarn skal have lavet en svedtest. Formålet med testen er at af- eller bekræfte mistanke om sygdommen cystisk fibrose.
Cystisk fibrose er en meget sjælden arvelig sygdom. Det er karakteristisk for sygdommen, at sveden indeholder en høj koncentration af salt (klorid).
Dit barn kan være henvist til undersøgelsen, fordi der er sygdom i lunger og/eller mave-tarm-kanal, uden at man har kunnet påvise en årsag.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen laves af en bioanalytiker og foregår på Børneafdelingen i enten Dagafsnittet eller Døgnafsnittet. Svedtesten kan udføres på både spædbørn, større børn og voksne.
Svedtesten består af 2 trin:
- Først desinficerer vi barnets arm og sætter 2 elektroder på armen. Disse elektroder stimulerer huden til at svede.
Denne del af undersøgelsen varer 3-5 minutter og kan godt medføre en prikken i huden, der er forårsaget af batteristrøm fra et 9 volts batteri.
- Herefter skifter vi den ene elektrode ud og måler saltindholdet i barnets sved. Denne del af undersøgelsen varer op til 30 minutter.
Bortset fra et moderat ubehag, dér hvor elektroderne sættes på, er der ingen bivirkninger.
Hele undersøgelsen varer 45-90 minutter.
Sådan forbereder du dig
Der er ingen forberedelser til undersøgelsen, men det kan være en god idé, at barnet drikker rigeligt forud for undersøgelsen for ikke at være i væskeunderskud.
Svar på undersøgelsen
Den læge, der har henvist jeres barn til svedtesten, vil kontakte jer, når svaret er klar.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
|
|
Kontakt
Børne- og Ungedagafsnit
Tlf. 97 66 34 10
|