Vi ved, at mange forældre kan opleve stress, uro eller søvnproblemer i forbindelse med deres barns indlæggelse på Neonatalafsnit 12 og 13. Med NADA, som er stressreducerende øreakupunktur, vil vi gerne tilbyde et mentalt pusterum.
Sådan foregår behandlingen
Ved en NADA-behandling sættes der 5 nåle i begge ører, som skal sidde i 45 minutter.
For at opnå fuld effekt skal du sidde stille og afslappet, mens du har nålene i. Det vil blandt andet sige, at du ikke må bruge din mobiltelefon, og at tale skal minimeres.
Når vi sætter nålene i, kan du mærke et stik. Smerten forsvinder straks. Derefter er behandlingen smertefri.
NADA kan gives uden forudgående samtale. NADA er en slags 'helle', hvor du kan lade op. For mange er den umiddelbare oplevelse af NADA, at det giver ro – både i krop og sind. Der er ingen bivirkninger ved NADA.
Praktiske oplysninger
Neonatalafsnittet giver individuel NADA efter aftale
NADA kan gives både som en enkeltstående behandling og som et forløb.
NADA gives kun af certificerede NADA-behandlere, som på Neo er to erfarne neonatalsygeplejersker.
Da NADA er et nyt tiltag på Neonatalafsnittet, vil vi gerne evaluere effekten. Vi vil derfor bede deltagerne om at udfylde et kort spørgeskema før og efter forløbet.
Hvad er NADA?
NADA står for National Acupuncture Detoxification Association.
NADA-metoden er kendt over det meste af verden og bruges på blandt andet hospitaler, behandlingsinstitutioner og i militæret i forbindelse med behandling af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
NADA-akupunktur har været anvendt i Danmark siden 1997.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.