Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
Sådan foregår undersøgelsen
Du bliver placeret på et leje eller en stol. Den kropsdel, du skal have skannet, bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 60-70 cm i diameter.
Skanningen varer ½ - 2 timer. Under skanningen vil der være en række svage bankelyde i perioder af
1-10 minutter. Du har mulighed for at kontakte personalet under hele skanningen.
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger eller sidder helt stille under hele skanningen.
Sådan forbereder du dig
Kontakt din læge, hvis du skal bruge medicin inden undersøgelsen
Har du problemer med at ligge stille på grund af smerter, eller har du tendens til klaustrofobi, så kontakt på forhånd din egen læge eller den læge, der har henvist dig, for at få smertestillende eller beroligende medicin.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
Ring til os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, har det betydning i forhold til, hvordan vi gennemfører undersøgelsen. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan tage de rette forholdsregler.
Undlad smykker, piercinger og make-up
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande såsom smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også make-up, da make-up kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først tage af ved selve undersøgelsen.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.