Du skal have foretaget en CT-skanning. Til en CT-skanning anvendes røntgenstråler, som ved en almindelig røntgenundersøgelse.
Røntgenrøret og de dele, som registrerer strålerne, bevæger sig omkring det område, som skal skannes. På den måde er det muligt at danne billeder i tværsnit, som ved hjælp af digital billedbehandling omsættes til tredimensionelle billeder.
Fordelen ved denne metode er, at den kan lave et meget mere præcist billede end en almindelig røntgenundersøgelse, og vi derved kan påvise selv meget små forandringer i både knogler og organer.
Sådan foregår undersøgelsen
På undersøgelsestuen hjælper personalet dig med at blive placeret korrekt på skanningslejet.
Inden selve skanningen sættes i gang forlader personalet undersøgelsesrummet. Personalet kan se og høre dig under hele skanningen. I har også mulighed for at tale med hinanden.
Det leje, du er blevet placeret på, bevæger sig igennem CT-skanneren. Åbningen i CT-skanneren er 70 cm i diameter, og skanneren er ½-1 meter dyb. Imens lejet bevæger sig, tager skanneren billeder fra forskellige vinkler med få millimeters afstand.
Du vil flere gange under skanningen blive bedt om kortvarigt at holde vejret for at undgå forstyrrelser fra din vejrtrækning på billederne. Når du holder vejret er det samtidig vigtigt, at du ligger helt stille, når billederne bliver taget. Det giver de mest skarpe billeder. Skanneren summer, når den tager billederne.
Den samlede undersøgelse varer cirka 15 minutter.
Sådan forbereder du dig
Drik 1½ liter vand før undersøgelsen
1 time før undersøgelsestidspunktet er det vigtigt, at du begynder at drikke 1½ liter stuetempereret vand. Det svarer til cirka 10 kopper. Drik vandet jævnt, indtil du bliver kaldt ind på undersøgelsesstuen. Vandet hjælper med at give et tydeligere billede af din tarm. Du gerne gå på toilettet undervejs.
Spis et let måltid på undersøgelsesdagen
For at opnå de mest tydelige billeder ved undersøgelsen anbefaler vi, at det seneste måltid, du spiser inden undersøgelsen, er et let fordøjeligt måltid. Det kan fx bestå af suppe, yoghurt eller hvidt brød, der hurtigt kan fordele sig i tarmen.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
Påklædning på skanningsdagen
Du har som udgangspunkt dit eget tøj på under skanningen. Der er dog nogle forholdsregler særligt omkring metal, som vi gerne vil, du tager hensyn til:
- Undlad smykker og piercinger
- Undlad overdele med dekorationer af fx pailletter, nitter og knapper af metal
- Bruger du BH, så tag gerne en sports-BH på, så vi undgår metallet i bøjler og låse
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er - eller kan være - gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.
Mulige risici
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få lavet en CT-skanning. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere påpatienthåndbogen.dk. Søg på ’røntgenstråler og risici’.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til, hvordan undersøgelsen foregår, eller hvordan du skal forberede dig til den, er du velkommen til at kontakte os.