Din pårørende viser tegn på det, vi kalder intensivdelirium. Din pårørende har i perioder svært ved at holde styr på tankerne, og vi har ved hjælp af en test vurderet, at patientens evne til at koncentrere sig er nedsat. Tilstanden kaldes intensivdelirium.
Vi ser ofte intensivdelirium, da tilstanden kan ramme alle patienter, der er indlagt på intensivafsnittet. Tilstanden kan have mange forskellige årsager, og vi forsøger at undgå, at den opstår.
Sådan viser intensivdelirium sig
Patienter med intensivdelirium kan opleve uvirkelige episoder, der føles virkelige. De kan høre og se ting, der ikke er rigtige – de hallucinerer, og de kan opføre sig meget anderledes end normalt. Normal samtale giver ikke altid mening.
En stor del af patienterne reagerer på tilstanden ved at trække sig ind i sig selv.
Sådan kan du håndtere delirium
Vores erfaring viser, at patienten har brug for:
- Korte og tydelige beskeder
Giv patienten korte beskeder i et enkelt sprog, så konkret som muligt. Forsøg at undgå ord, der kan misforstås, fx ”slanger”.
Gentag udsagn, der kan fastholde patienten i virkeligheden. Nævn fx tid på døgnet: ”Klokken er 3 om eftermiddagen”.
Acceptér og anerkend patientens oplevelser, uden at de bliver forstærket for patienten.
Patienten har behov for at kende nødvendigheden af tuber, sonder og apparatur, hvis patienten forsøger at fjerne dem.
Patienten har mest af alt brug for at sove. Det kan dog være svært at sove, når man er indlagt på intensivafsnittet. For nogle patienter er det en fordel at have en pårørende hos sig for at finde ro til at sove. Andre patienter sover ikke, når deres pårørende er til stede. Som personale vil vi opfordre dig til at være mere eller mindre til stede afhængig af patientens søvnmønster.
Når intensivdeliriet er overstået
Intensivdelirium går over igen, men det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager. Vi ved meget lidt om eventuelle følger af intensivdelirium, men patienten kan efterfølgende have problemer med hukommelsen og have koncentrationsbesvær. Der er begyndende forskning inden for området, og vi arbejder hele tiden på at blive bedre til at forebygge og behandle tilstanden.
Når patienten er blevet sig selv igen og er ude af eventuel respirator, kan det være godt at få snakket om oplevelserne og ryddet op i misforståelser. Det er ikke sikkert, at patienten umiddelbart kan forstå, at de uvirkelige oplevelser ikke har fundet sted. Støt hinanden – det kan have været en barsk oplevelse for både patienten og dig som pårørende, uanset om patienten har været urolig eller tilbagetrukket.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, tanker eller bekymringer om intensivdelirium, er du altid velkommen til at dele dem med os.
|
|
Kontakt
Intensiv og Medicinsk Sengeafsnit,
Thisted
Tlf. 97 65 06 00
|