Efter din operation har du smerter, som skal behandles. Det er vigtigt, at smerterne bliver behandlet, da det hjælper dig til at komme dig efter operationen.
Før operationen vil du oftest tale med en narkoselæge om, hvilken bedøvelse du skal have under operationen, og om hvilken smertebehandling vi kan tilbyde dig efter operationen.
Efter operationen
Efter operationen skal du ligge på opvågningsstuen, indtil du er vågen. Vi ser ofte til dig og sikrer os, at du har det godt. Det er vigtigt, at du ikke bider smerter i dig, men at du i god tid fortæller os om smerterne, så vi kan hjælpe dig.
En god smertebehandling er afgørende for:
- at du bedre kan bevæge dig frit
- at du hurtigere kommer til kræfter
- at du undgår problemer med hjerte og lunger
- at du føler dig mere tryg.
En god smertebehandling hjælper din krop med at genvinde sin normale funktion. Det får hurtigere din mave i gang og forebygger lungebetændelse og blodpropper i hjertet. Du kan også påbegynde din genoptræning tidligere, når du får god smertebehandling.
Måling af smerte
Vi kan ikke måle din smerte på samme måde, som vi måler blodtryk og puls. Derfor er det vigtigt, at du selv fortæller os, hvor ondt du har. På den måde kan vi give dig den bedste behandling af smerterne.
Vi vil bede dig vise os, hvor stærk smerten er, på en VAS-lineal. Her skal du vælge et tal mellem 0 og 10, hvor tallet angiver styrken af din smerte. 0 betyder smertefri og 10 betyder så mange smerter, som du kan forestille dig.
|
VAS-lineal
|
Behandling af smerter
Smerter kan lindres på mange forskellige måder, fx med:
- tabletter
- indsprøjtninger
- smerteplaster
- epiduralkateter
- kateter til nerveblokade.
Morfin
De fleste patienter har behov for morfin de første dage efter en operation. Morfin gives enten i form af tabletter eller med en indsprøjtning i et drop, der ligger i en blodåre i din hånd.
Allerede i det første døgn begynder vi at give dig Panodil og morfin i from af en tablet. Det er meningen, at Panodil og morfin skal lindre dine smerter så godt, at du kan træne og bevæge dig bedre. Sommetider skal behandlingen suppleres med en nerveblokade eller en epiduralbehandling.
Nerveblokade
Nogle gange vurderer kirurgen eller narkoselægen, at du kan få den bedste smertelindring med en nerveblokade og et smertekateter. Smertekateteret placeres langs en nerve i det område, som du er opereret i. Det kan fx være i din skulder, balde eller lyske. En smertepumpe kobles til kateteret og giver dig lokalbedøvelse omkring nerven. Bedøvelsen gør, at det smertefulde område kan føles tungt og nærmest sovende. Det lindrer dog smerten.
Epiduralkateter
Epiduralbehandling er en anden form for smerteblokade, hvor kun benene bedøves. Bedøvelsen gives i en tynd slange, som placeres i ryggen. Her bedøves de nerver, som går til det opererede område.
Desuden kobler vi en pumpe til slangen. På pumpen er der en lille knap, hvor du kan give dig selv ekstra bedøvelse. Pumpen bliver tilpasset dit behov, så du ikke kan få for meget bedøvelse.
Så længe du har en nerveblokade eller et epidural-kateter, kommer der ofte en smertesygeplejerske og ser til dig.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.