Du har fået konstateret en rift eller revne ved endetarmen, også kaldet en analfissur. Revnen eller riften opstår, når vævet ved endetarmen overstrækkes.
Det kan ske i en periode, hvor du har meget hård afføring. Hvis tilstanden fortsætter, får revnen ikke ro til at hele, men bliver tværtimod dybere og sæde for et kronisk sår.
Lukkemusklen kan også blive for stram, så der af den grund opstår revner, når du presser for afføring.
Tilstanden giver anledning til:
- kløe
- lidt blødning (blod på toiletpapiret)
- stærkere smerter i forbindelse med toiletbesøg.
Sådan foregår undersøgelsen
Endetarmen undersøges ved, at et lille plastikrør (anoskop) føres ind i endetarmen. Gennem dette rør er det muligt at undersøge slimhinden i de yderste 10 centimeter af endetarmen.
Sådan foregår behandlingen
Hvis vi konstaterer, at du har en meget stram lukkemuskel eller en kronisk revne/rift, skal du behandles med medicin. Enten diltiazem gel, 2 %, 30 ml eller nitroglycerinsalve (rectogesic). Du får en recept til medicinen.
Sådan bruger du medicinen
Salven påsmøres lige inden for endetarmsåbningen 3 gange dagligt i 6 uger. Salven vil virke smertelindende samt give øget blodgennemstrømning til vævet, så revnen bedre kan heles.
Spis sundt, drik rigeligt og bevæg dig
- Spis en sund, varieret kost med mange fibre.
- Undgå forstoppelse. Hold maven i gang med fx svesker, sveskejuice, kosttilskud med loppefrøskaller eller tabletter med magnesiumoxid (fås i håndkøb på apoteket).
- Husk at bevæge dig.
- Drik meget, mindst 2 liter dagligt.
Kontrol
Du får en tid til ambulant kontrol på sygehuset efter 6-8 uger. Er der ingen effekt af den medicinske behandling, kan vi eventuel tilbyde dig en operation.
Behandling ved operation
Hvis behandling med medicin ikke har den ønskede virkning, vil du få mere information om operationen.
Bivirkninger
Medicinsk behandling
Både diltiazem gel og nitroglycerinsalve
kan som bivirkning give hovedpine, som dog aftager efter nogle dage.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.