Hvis blodtrykket falder meget fra liggende til stående stilling, oplever nogle mennesker at få følgende symptomer:
- svimmelhed
- flimren eller sortnen for øjnene
- fornemmelse af kraftesløshed, ofte i benene
- besvimelse (i værste fald).
Det pludselige fald i blodtrykket fra liggende til stående stilling kaldes også for ortostatisk hypotension.
Du skal have målt dit ortostatiske blodtryk. Formålet er at undersøge, om der sker et uhensigtsmæssigt stort fald i blodtrykket, når du rejser dig hurtigt op efter at have siddet eller ligget.
Sådan foregår undersøgelsen
Ved undersøgelsen får du målt blodtrykket, mens du enten ligger eller sidder og derefter flere gange, mens du står op. Hvis blodtrykket falder tilstrækkeligt meget, eller hvis du får symptomer på lavt blodtryk, kan diagnosen stilles med det samme.
Selve behandlingen af hypostatisk blodtryk afhænger af, om vi kan finde en årsag til, at dit blodtryk falder. Når diagnosen er stillet, vil lægen derfor undersøge dig og kigge din medicinliste igennem for at vurdere, om der kan findes en årsag her.
Man kan ikke altid finde en direkte årsag til tilstanden, men ofte vil den skyldes én eller flere af disse faktorer:
- Medicin (fx vanddrivende eller blodtrykssænkende medicin eller medicin mod vandladningsbesvær eller depression)
- Væskemangel
- Blodmangel (anæmi)
- Anden sygdom, fx hjertesygdom eller nervesygdom som fx Parkinsons sygdom.
Det kan du selv gøre
- Vip med fødderne, inden du rejser dig.
- Rejs dig langsomt fra siddende til liggende stilling, og hold gerne pauser undervejs, fx ved at sidde på sengekanten. Hvis du bliver utilpas i forbindelse med, at du rejser dig op, skal du sætte eller lægge dig, indtil symptomerne forsvinder.
- Sørg for at drikke rigeligt med væske, gerne 1-1½ liter dagligt. Urinen skal helst være lysegul.
- Brug støttestrømper. Det afhjælper, at væske samler sig i benene.
|
Sådan forbereder du dig
Der er ingen forberedelser til undersøgelsen. Du må tage din medicin, som du plejer.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen med det samme.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om ortostatisk blodtryk, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: 'lavt blodtryk i stående stilling'.