Du skal til undersøgelse i Geriatrisk Ambulatorium. Første gang du har en aftale hos os, vil du blive undersøgt af en læge, en sygeplejerske og/eller en fysioterapeut, alt efter årsagen til at du er henvist. Her vil vi gennemgå din aktuelle situation.
Du får taget blodprøver og hjertediagram (EKG) i hospitalets laboratorium.
Vi træffer alle beslutninger og planlægger alle undersøgelser og behandlinger i samråd med dig og dine eventuelle pårørende.
Afhængig af hvad du har brug for, kan vi også være behjælpelige med at etablere kontakt til fx hjemmesygepleje, hjemmepleje og træningscenter.
Vores mål er, at du bliver i stand til at klare dig bedst muligt med den støtte, du nu har behov for.
Den første undersøgelse varer 1-1½ time.
Kontrol
Du skal muligvis til kontrol på sygehuset. Her får du svar på undersøgelser, lægen kan følge op på din behandling, ansøge om medicinstilskud med mere.
Hvis du ønsker det, kan sygeplejersken holde kontakt med hjemmesygeplejersken for at følge din behandling.
Når du kommer hjem
Hvis du har brug for at tale med en læge eller bestille medicin, når du kommer hjem, skal du kontakte din egen læge.
Geriatrisk afdeling
Geriatrisk afdeling undersøger og behandler sygdomme hos ældre. Desuden tilbyder vi rehabilitering gennem en tværfaglig indsats.
I ambulatoriet undersøger vi for de sygdomme, som ofte optræder hos ældre mennesker. Disse sygdomme kan være tendens til fald, gangbesvær, vægttab, inkontinens, depression og hukommelsesbesvær.
Vi har et tæt samarbejde med hospitalets øvrige afdelinger, praktiserende læger, hjemmeplejen, genoptræningscentre, aktivitetscentre og andre, der arbejder for og med ældre.
|
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.