Erik Berg Schmidt kåret som Årets Forsker

Professor i kardiologi på Aalborg Universitetshospital, Erik Berg Schmidt blev lørdag d. 4. juni hædret som Årets Forsker af Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab.

Professor, overlæge, dr.med. Erik Berg Schmidt modtog prisen, som er på 25.000 kr., i forbindelse med Dansk Cardiologisk Selskabs (DCS) årsmøde.

'Årets Forsker' uddeles årligt til et medlem af Dansk Cardiologisk Selskab, som har bidraget væsentligt til at markere dansk kardiologisk forskning både nationalt og internationalt. 

En meget glad Erik Berg Schmidt takkede for hæderen:

- Kost og livsstil er basal behandling af hjerte-karsygdom og grundlaget for videre medicinsk behandling. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Derfor er det vigtigt. Jeg er rigtig glad og ser det som en stor anerkendelse fra kolleger. Det er en stor ære.

Erik Berg Schmidt forsker i fisk og fiskeoliers betydning for hjerte og kredsløb, og han er en del af en større forskningsgruppe på Aalborg Universitetshospital (AF Study Group), der beskæftiger sig med forebyggelse, opsporing og behandling af atrieflimren.

Årets Forsker-prisen er blevet uddelt hvert år siden 1994, men det er første gang, den er sponseret af Hjerteforeningen.



Opdateret