Aalborg-forskere vinder konkurrence

I en dyst mellem forskerteams fra hele verden om hvem, der er bedst til at forudsige udfaldet af kræftbehandlinger, har Hæmatologisk Forskningsafsnit taget en prestigefuld sejr.
Forskerne fra Hæmatologisk Forskningsafsnit har i en årrække specialiseret sig i at udvikle modeller, der kan forudsige udfaldet af behandling med forskellige typer kemoterapi i forbindelse med en række hæmatologiske kræftsygdomme. At vide, hvordan patienter responderer på en given behandling, er vigtig, for at kunne tilbyde patienterne den mest virksomme behandling. Det kræver stor indsigt i samspillet mellem en lang række genetiske faktorer i kræftknuden.

- Vi deltog i en konkurrence, hvor data fra et stort amerikansk studie, Beat AML, om patienter med akut myeloid leukæmi, en type blodkræft, var blevet gjort tilgængeligt. Her inviterede man forskere til at dyste om at finde modeller, der enten kunne forudsige responsen på forskellige kemoterapi-stoffer eller kunne forudsige overlevelsen, fortæller Rasmus Froberg Brøndum, der ledte holdet bag deltagelsen.

- Vi kan noget her i Aalborg

I studiet indgik patienter, hvorfra kræftceller var blevet fordelt og behandlet med mere end 120 forskellige stoffer. Forskerne havde mulighed for at kigge på både molekylære og kliniske data fra patienterne og sammenholde dem med de forskellige typer kemoterapis effekt.

- Modellerne blev testet på to skjulte datasæt gennem en online platform. I den første fase af konkurrencen havde vi mulighed for at afprøve og finjustere vores modeller i en åben konkurrence, hvor vi kunne følge rangeringen af vores og andre holds modeller. I anden fase skulle den model, vi troede mest på, så testes på den resterende del af datasættet, forklarer Rasmus Froberg Brøndum og fortsætter:

- Vi valgte at gå med den metode, vi var vant til at bruge i vores egen forskning. Den lå dog ikke øverst på ranglisten i den første fase af konkurrencen, hvor vi løbende kunne se, at flere af vores ”konkurrenter” klarede sig bedre. 

Alligevel endte Aalborg-forskernes model med at slå de andre på målstregen i den del af konkurrencen, der handlede om at forudsige responsen på behandlingen.

- Måske havde nogle af de andre skruet så meget på deres modeller, for at de skulle matche datasættet i den åbne konkurrence, at de var blevet for specifikke, forklarer Rasmus Froberg Brøndum og tilføjer:
- Vi vidste, at vores metode var effektiv i de studier, vi til dagligt arbejder med, men vi er meget stolte over, at den også viser sig anvendelig i en anden kontekst. Det viser, at vi kan noget her i Aalborg. 

Læring vigtigere end berømmelse

Med førstepladsen følger æren af at blive medforfattere på en videnskabelig artikel i et anerkendt tidsskrift.

- Det er altid rart at få synliggjort sin forskning, men grundlæggende deltog vi, fordi vi syntes, det var et spændende og relevant datasæt at afprøve vores forskning på. Vi kan drage rigtig meget læring ud af at være med, så skulle en lignende chance for at dyste på vores forskning dukke op igen, er vi klar, siger Rasmus Froberg Brøndum.

Opdateret