Forskere vil reducere dødelighed blandt kritisk syge patienter

Hver fjerde patient på en intensivafdeling dør efter behandlinger, der i mange tilfælde ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. Ved at kigge nærmere på indsatsen for de sygeste patienter vil et team af danske forskere arbejde for at reducere den høje dødelighed.

Den livreddende behandling af kritisk syge patienter, som forgår på intensivafdelinger, bygger i mange tilfælde ikke på dokumenterede, kliniske afprøvninger. Behandlingerne er baseret på mindre forsøg og fysiologisk viden og traditioner, og opgaven i det nye forskningssamarbejde bliver at sikre at behandlingen af kritisk syge patienter sker med solid dokumentation i ryggen.

- Dødeligheden blandt patienterne er høj, og det er derfor helt naturligt, at de nuværende procedurer kigges efter i sømmene, for at se om noget kunne gøres bedre. Vi kender ikke de fulde virkninger og bivirkninger af alle behandlinger, og nogle af dem kan i værste fald skade patienterne. Det fortæller professor i anæstesiologi ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og overlæge ved Aalborg Universitetshospital, Bodil Steen Rasmussen.

Problemerne blandt de kritisk syge patienter omhandler typisk svigt af flere organer, hyppigst lunger, kredsløb og nyrer. Tilstanden forekommer ved blodforgiftning, større kirurgi, blødning eller traumer.

Forskningssamarbejdet består af projekter med base på hhv. Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital, og har deltagelse fra læger fra 30 danske og internationale intensivafdelinger, primært fra Skandinavien og Australien.

Aalborg har fokus på iltbehandling

Det område, som forskerne i Aalborg skal fokusere på, er iltbehandling til intensivpatienter i forbindelse med respiratorbehandling.

- Ilt er et lægemiddel, som vi anvender, som om det var uskadeligt, idet vi traditionelt har været optaget af at, at der skal være nok ilt til at sikre iltoptagelsen til alle kroppens organer. Men samtidig har man lige siden ilten blev opdaget i 1775 vidst, at for meget af det gode ilt kan være skadeligt. Vi må derfor undersøge, hvordan man giver ilt korrekt, fortæller professor i anæstesiologi ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og overlæge ved Aalborg Universitetshospital.

Ifølge Bodil Steen Rasmussen er der flere studier, der tyder på, at man kan reducere iltmængden i forbindelse med respiratorbehandling, uden at det har nogen betydning for optagelsen af ilt i kroppens væv. Derfor vil forskerne nu gennemgå den eksisterende litteratur og herefter udføre et multinationalt randomiseret studie på op til 3.000 patienter. Her skal den ene halvdel af patienterne behandles med den sædvanlige dosis ilt, og den anden med et lidt lavere niveau. Målet er så at finde ud af, om iltoptagelsen er lige så god ved den lavere dosis, og om dødeligheden blandt patienterne ligefrem kan reduceres.

- Vi ved faktisk ikke, om ilten har samme virkning på den respiratorbehandlede lunge, som når man puster til gløderne på et bål - så vi ved at tilføre mere ilt end nødvendigt, faktisk skader lungerne og dermed øger dødeligheden.

Som en forløber for det randomiserede studie vil forskerne i Aalborg udvikle en metode til at studere iltpåvirkningen på celleniveau hos patienterne. Derfor arbejdes der på at etablere et ”center for akut lungeforskning” med deltagelse af forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital.

36 mio. kr. fra Innovationsfonden

De andre områder, som forskningscenteret vil koncentrere sig om er antipsykotika (som beroligende middel ved delirium) og stress-mavesårs forebyggelse som rutinebehandling.

Forskningsprojektet løber over de næste 6 år og har et samlet budget på 51 mio. kr. Heraf kommer de 36 mio. fra en bevilling fra Innovationsfonden.

Opdateret