Ny professor i reumatologi

Lene Dreyer er pr. 1. marts 2018 tiltrådt som klinisk professor og specialeansvarlig overlæge i reumatologi ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Reumatologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Lene Dreyers forskningsmæssige hovedfokus er at udvikle epidemiologien inden for dansk reumatologi med brug af kliniske databaser og de danske sundhedsregistre med et tydeligt klinisk afsæt. 

Lene Dreyer forsker i, hvad der påvirker effekten af den biologiske behandling af artritpatienter for at optimere brugen af de dyre biologiske lægemidler. Hun forsker i eventuelle bivirkninger ved behandling med biologiske lægemidler som udvikling af kræft, neurologiske sygdomme og anden sygdom, f.eks. betydningen af biologisk behandling og binyrebarkhormon for kirurgiske og medicinske komplikationer i forbindelse med ledkirurgi hos artrose- og artritpatienter. Hun har tidligere påvist en øget forekomst af komorbiditet hos en række reumatologiske patienter, herunder en øget kræftrisiko hos patienter med leddegigt, urinsur gigt og lupus. Hun belyser de komplekse problemstillinger med avancerede epidemiologiske metoder i samarbejde med internationale samarbejdspartnere herunder Oxford Universitet. 

Lene Dreyer blev færdiguddannet som læge fra Københavns Universitet i 1992 og forsvarede i 1999 sit ph.d.-projekt om risikoen for kræft hos patienter med åreforkalkning ved Cancerregisteret ved Kræftens Bekæmpelse. I 2008 blev hun speciallæge i intern medicin og reumatologi og var herefter afdelingslæge på reumatologisk afdeling på Rigshospitalet indtil 2010, hvor hun blev uddannelsesansvarlig overlæge og klinisk lektor på reumatologisk afdeling Gentofte Hospital. På Gentofte Hospital har hun udover sit kliniske arbejde med fokus på medicinsk behandling af gigtpatienter og muskuloskeletal ultralyd sideløbende etableret en Lupusklinik i samarbejde med Dermatologisk afdeling, og de sidste 5 år har hun haft en klinisk delestilling med 50% forskning og været hovedvejleder for flere ph.d.-studerende. 

Lene Dreyer vil i sit fremtidige virke arbejde for at styrke såvel den registerbaserede som den kliniske forskning inden for gigt- og bindevævssygdomme med afsæt i kliniske problemstillinger i samarbejde med lokale og internationale samarbejdspartnere.

Opdateret