Ny teknik giver færre smerter efter knæoperation

En ny teknik til knæoperationer giver patienterne færre smerter og forbedrer muligheden for hurtigt at vende tilbage til et normalt liv. Sådan lyder den foreløbige, optimistiske melding fra en gruppe forskere ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Hvert år får omkring 8.000 danskere isat et nyt kunstigt knæled på grund af slidgigt i knæet. Under operationen får patienten spændt en manchet omkring låret, som skal bremse blodtilførslen til knæet. Metoden, som kaldes ”blodtomhed”, skal forbedre fastgørelsen af det nye knæled og give kirurgen bedre udsyn, men manchetten er ikke uden problemer.

- Manchetten klemmer meget stramt i de op til 70 minutter, en operation typisk varer. Så udover at stoppe blodtilførslen, er det hårdt for nervebaner, muskler og hud omkring knæet, forklarer Ashir Ejaz, der fortæller, at manchetten er én af årsagerne til, at patienterne som regel oplever store smerter i tiden efter operationen, sammenlignet med f.eks. en hofteoperation, der giver færre smerter.

I et ph.d.-projekt har Ashir Ejaz og kollegaerne derfor undersøgt, om manchetten virkelig er nødvendig – eller om den skader mere end den gavner.

- I dag giver man patienten medicin før operationen, som mindsker blødningen og under operationen skyller man med store mængder saltvand, for netop sikre en ordentlig fastgørelse af protesen – der må ikke være ”snasket”. Derfor er det tvivlsomt, om manchetten er nødvendig, fortæller Ashir Ejaz.

Mest af gammel vane

70 patienter har deltaget i projektet, og halvdelen er blevet opereret uden manchetten. Resultaterne er positive: - Meget tyder på, at vores hypotese holder stik. Patienterne, som er blevet opereret uden blodtomheds-manchetten har færre smerter og kan nemmere påbegynde optræningen. Efterfølgende har de ikke brug for så meget smertestillende, og de kommer hurtigere i gang med at bruge det nye knæ normalt, fortæller Ashir Ejaz.

- Vi har heller ikke registreret større blødning, når vi opererer uden manchetten, så vi tror, at det mest er af gammel vane, at man stadig anvender den. Vigtigst af alt, kan vi se, at protesefikseringen ikke kompromitteres, ved at manchetten undlades.

Ashir Ejaz og kollegerne på Ortopædkirurgisk Afdeling, Farsø har fulgt patienterne i to år efter operationen for at sikre, at metoden ikke giver anledning til nogen komplikationer.

Resultaterne vil blive præsenteret i ph.d.-forsvar den 30. maj, hvor der er lagt op til debat hvorvidt man skal afskaffe manchetten eller ej. Viser det sig, at det er mest hensigtsmæssigt at operere uden manchetten, vil den metode blive gjort til standard i Region Nordjylland, og Ashir Ejaz forventer, at de øvrige regioner hurtigt vil følge trop:

- Udover at skåne patienterne for smerter, er der også samfundsøkonomiske perspektiver i at gøre patienterne friske så hurtigt som muligt, så de kan genoptage deres vante liv.

Opdateret