Forskning skal belyse sammenhæng mellem øjenblodpropper og hjertekarsygdom

Nyt ph.d.-studie skal bidrage til at skabe mere viden om sammenhænge mellem blodpropper i øjet og hjerte-kar-sygdomme. Studiet er netop støttet med 50.000 kroner fra Lions Club Bannersund.

I weekenden holdt Lions Club Bannersund 25-års jubilæumsreception i Strandby. I anledningen af jubilæet havde klubben udvalgt et antal modtagere af donationer til velgørende formål.
Blandt modtagerne var professor ved Øjenafdelingen, Henrik Vorum. Klubben har valgt at donere 50.000 kroner til et studie, der skal sætte fokus på sammenhænge mellem blodpropper i øjet og hjerte-kar-sygdomme, både med henblik på at belyse risikofaktorer for udvikling af blodpropperne, samt hvilken rolle de spiller i forhold til udvikling af efterfølgende slagtilfælde og komplikationer ved diabetes.

- Forskellige registerstudier har vist tydelige sammenhænge mellem blodpropper i øjet og hjertekarsygdomme. Blodpropperne i øjet er endda blevet defineret som analoge til slagtilfælde, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål inden for disse sammenhænge, fortæller Henrik Vorum, der håber, at studiet kan kaste mere lys over emnet.
Projektet består af tre delstudier. I det første ses på risikofaktorer i hjerte-kar systemet forbundet med udvikling af blodpropper i øjets nethinde, hvilket kan bidrage til et generelt bredere kendskab til sygdomsudviklingen. 

- Vi forventer, at resultaterne fra projektet kan bidrage til en bedre behandling af de patienter, der rammes af en blodprop i øjets nethinde. En detaljeret forståelse af årsagssammenhængen for blodpropper i øjet er afgørende for nedbringelsen af blindhed, der er forårsaget af denne sygdom, siger Henrik Vorum.

Blodprop i øjet kan være forvarsel om slagtilfælde

De to sidste delstudier fokuserer på sammenhængen mellem blodpropper i øjet og hjertekarsygdomme og mulig forebyggelse af disse. Håbet er at kunne nedbringe dødelighed forbundet med blodpropper i øjet.  

- I det andet delstudie vil vi forsøge at udvikle en risiko-score for patienter med blodpropper i øjet. Vi vil se, om en sådan score kan bruges som arbejdsredskab i vurderingen af den enkelte patient, i forhold til hvorvidt denne patient skal henvises til udredning for slagtilfælde, forklarer Henrik Vorum.

I det tredje delstudie vil forskerne undersøge, hvilken rolle blodpropper i øjet spiller i udviklingen af komplikationer som blindhed og svagtsynethed hos diabetespatienter.

- Det endelige mål for projektet er at medvirke til nedsættelsen af den generelle byrde af blodpropper i øjet, deres implikationer for sundhedssystemet, såvel som den enkelte patient. Vi er derfor meget taknemmelige for, at Lions Club Bannersund har valgt at støtte projektet, slutter Henrik Vorum.

 

Opdateret