8,5 mio. kr. til nordjysk hjerteflimmerforskning

En forskergruppe fra Aalborg Universitetshospital har netop modtaget 8,5 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond, der skal gøre os klogere på atrieflimren (hjerteflimmer) - en hjerterytmeforstyrrelse, som er den hyppigste årsag til udvikling af blodprop i hjernen og slagtilfælde.
Formentlig 100.000 danskere lider af hjerterytmeforstyrrelsen ’atrieflimren’, der kan give gener som hjertebanken, åndenød og træthed og er den hyppigste årsag til blodprop i hjernen og slagtilfælde. Sygdommen er derfor meget omkostningstung for både den ramte, dennes familie og samfundet. Jo ældre man er, jo større er risikoen for atrieflimren, så i takt med stigende middellevealder vil antallet af personer med atrieflimren tiltage kraftigt. Atrieflimren er dermed på vej til at blive en folkesygdom.

Mere viden skal give bedre diagnostik og behandling

En tværfaglig forskergruppe fra Aalborg Universitetshospital har modtaget en bevilling på 8,5 mio. kr. til at videreføre samt udbygge deres forskning, som skal give mere viden om atrieflimren.

- Det er delvist ukendt, hvorfor man får atrieflimren, og behandlingen har hidtil bestået af livslang medicinering til stabilisering af hjerterytmen, eventuelt operation og blodfortyndende behandling for at reducere risikoen for invaliderende slagtilfælde, fortæller professor Erik Berg Schmidt, Lipidklinikken, Kardiologisk Afdeling, der sammen med overlæge ph.d. Sam Riahi, Kardiologisk Afdeling, er projektleder i forskergruppen. Erik Berg Schmidt fortsætter:

- Med bevillingen kan vi fortsætte det arbejde, vi påbegyndte i 2009 med at undersøge kost, livsstil og arvelige faktorers betydning for forekomsten af atrieflimren og komplikationer hertil. Vi håber og forventer, at det kan give os mulighed for at tilbyde patienterne bedre og tidligere diagnostik og behandling i fremtiden.

Kost, sundhedsøkonomi og seksualliv

De 8,5 mio. kr. giver forskerne mulighed for at søsætte flere nye forskningsprojekter.

- Vi har vist, at et lavt indtag af fisk øger risikoen for atrieflimren, og vi vil nu undersøge, om risikoen også reduceres af f.eks. ”Middelhavskost”, og omvendt øges ved høj indtagelse af mættet fedt fortæller Erik Berg Schmidt.

- Vi vil også undersøge, om man kan identificere atrieflimren tidligere end hidtil ved screening hos patientens praktiserende læge; ligesom vi vil se på behandling af atrieflimren hos patienter med psykiatrisk sygdom; undersøge hvordan atrieflimren påvirker den ramtes seksualliv samt de sundhedsøkonomiske aspekter ved atrieflimren, slutter Erik Berg Schmidt.

Bevillingen skal desuden støtte det fortsatte internationale samarbejde om atrieflimren med forskergrupper i blandt andet Boston, Wien, Birmingham og Oslo.

Yderligere informationer

Den tværfaglige forskningsgruppe bestående af professorer og overlæger ved Kardiologisk Afdeling, Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling og Klinisk Biokemisk Afdeling fik for 5 år siden en bevilling på 20 mio. fra det Strategiske Forskningsråd.

Denne bevilling har helt eller delvist finansieret 9 ph.d.-forløb og står bag > 90 publikationer.

Den aktuelle bevilling vil danne basis for gruppens videre forskning om atrieflimren.

Hjemmeside: www.AalborgAF-StudyGroup.dk 

Opdateret