Nordjylland har tjek på skøre knogler

Region Nordjylland er det sted i landet, hvor der er sket størst fald i antallet af hoftebrud blandt ældre, bekræfter ny opgørelse. Det skyldes en målrettet indsats og et stærkt samarbejde mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger.

30 procent færre hoftebrud over en femtenårig periode. Et fald fra godt 1.000 til under 700 om året fra 2005 til 2020 - eller omtrent ét sparet hoftebrud om dagen. Sådan kan resultaterne af Region Nordjyllands indsats på osteoporose-området i runde tal gøres op.

- Vi synes jo selv, det går ret godt med knogleskørhed i Nordjylland, men at få det bekræftet ved at se tallene sort på hvidt glæder os naturligvis meget, fortæller professor i endokrinologi og overlæge ved Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Peter Vestergaard.

Han har gransket en ny undersøgelse fra Holbæk Sygehus og Syddansk Universitet, som tidligere på måneden blev præsenteret ved den årlige, europæiske knoglekongres. Den bekræfter den gode udvikling i Nordjylland og viser, at antallet af hoftebrud i årene 2014-18 er reduceret så meget, at regionen i perioden går fra at være blandt de med flest hoftebrud pr. 10.000-patientår til at være blandt de med færrest, så regionen samlet placerer sig som den med det største fald.

Tværgående indsats har båret frugt

Som læge ser Peter Vestergaard hver dag mange ældre med knogleskørhed, som enten allerede er kommet til skade med en brækket hofte eller et brækket ben – eller som er i stor risiko for at komme det.

- Heldigvis er der blevet længere mellem de brækkede knogler, for vi er blevet bedre til at forebygge, forklarer Peter Vestergaard.

Den samarbejdsaftale, som Region Nordjylland vedtog på osteoporose-området i 2015, er ifølge professoren den afgørende faktor i den positive udvikling. Aftalen beskriver en klar rollefordeling til både hospitaler, praktiserende læger og kommunerne.

- Først og fremmest er der oprustet på diagnostik. På hospitalerne har vi fået flere knogleskannere, og vi har undervist de praktiserende læger i, hvad de skal være opmærksomme på, og hvordan de henviser til undersøgelse på hospitalet. Og 10 ud af vores 11 nordjyske kommuner har dedikerede osteoporose-tilbud med forebyggelse og genoptræning, forklarer Peter Vestergaard.

Også internt på hospitalet er man blevet mere opmærksom på knogleskørhed, når patienterne er i behandling i andre sammenhænge.

Tæt på fordobling af diagnoser

I dag skanner de nordjyske hospitaler ca. 12.000 patienter om året for knogleskørhed, hvilket er en stigning på over 50% på 5 år.

- Langt flere patienter bliver henvist til udredning, og for 9 ud af 10 betyder det faktisk en behandlingsbeslutning, fortæller Peter Vestergaard.

Tidligere blev mange patienter først henvist til udredning, når de havde et knoglebrud, men sådan er det ikke længere:

- Nu får vi stillet diagnosen, inden folk brækker noget. Det gør en enorm forskel, for det betyder, at vi kan iværksætte forebyggende medicinsk behandling. Med nye behandlingsmuligheder kan vi i visse tilfælde bygge knoglerne op igen, og knogleskørhed dermed ikke nødvendigvis ensbetydende med livslang behandling, slutter professoren.

Fakta

Undersøgelsen af udviklingen i hoftebrud i de fem danske regioner er publiceret som abstract i forbindelse med den europæiske knoglekongres 2021 og kan findes på https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2352187221000875

Opdateret