Guide til patienterne i medicinjunglen

Nu er der hjælp at hente til de patienter, der får mange forskellige slags medicin. Bliv henvist fra praktiserende læge til Ambulatorium for Polyfarmaci i Hobro og få en grundig medicingennemgang.

Ambulatoriet for Polyfarmaci henvender sig til patienter, der er i behandling med mere end fem slags medicin for forskellige lidelser. 

I ambulatoriet møder patienten både læge, sygeplejerske og klinisk farmaceut.

Den kliniske farmaceut kortlægger patientens medicinhistorie og screener for mulige lægemiddelinteraktioner, dobbeltordinationer, uaktuelle ordinationer og kontraindikationer. 

Lægen taler derefter med patienten og undersøger denne i nødvendigt omfang.  

Ud fra patientens kliniske historie sammenkædes den aktuelle medicin og diagnoser. Endvidere afklares effekt af medicin, mulige symptomer på bivirkninger og interaktioner, og det vurderes, om den medicinske behandling kan omlægges eller optimeres – f.eks. med dosisændringer eller ophør af præparater. 

Til sidst udarbejdes en samlet plan for patientens fremtidige medicinering, og patienten informeres herom samt eventuelle medicinændringer. 

Patienten får desuden et letforståeligt notat med begrundelser for de ændringer, der er foretaget. Hvis det er relevant, kontaktes hjemmeplejen telefonisk med information om medicineringsændringer.

Ambulatorielægen laver også et uddybende notat til patientens egen læge, hvor hvert enkelt præparat gennemgås systematisk. 

Hvem kan henvises?

  • Patienter, der får mere end 5 præparater
  • Patienter, der behandles med risikolægemidler
  • Patienter, der er motivereret/interesseret i medicingennemgang
  • Patienter, hvor egen læge har ajourført Fælles Medicinkor

Hvem kan IKKE henvises?

  • Palliative patienter
  • Patienter, der er selvmordstruede
  • Patienter med aktivt misbrug

Opdateret