Godt nyt til personer med søvnapnø

Fra 25. februar åbner Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital to nye ambulatorier i Søvncenter Nord, som skal diagnosticere og behandle patienter med søvnapnø.

Søvnapnø er et af de mest udbredte søvnproblemer i verden. Alene i Danmark har omkring 60.000 diagnosen, men man anslår, at langt flere går rundt med søvnapnø uden at vide det. Søvnapnø er en forstyrrelse af søvnen, hvor vejrtrækningen holder pause, måske 30 sekunder eller længere og ofte flere hundrede gange i løbet af en nat.

- De lange perioder uden ilt er en stor belastning for kroppen, og risikoen for at udvikle alvorlige sygdomme som hjerte-kar-sygdom, diabetes, angst og depression stiger markant, hvis man ikke kommer i behandling, fortæller specialeansvarlig sygeplejerske i Søvncenter Nord, Anne Brøndbjerg Pedersen.

Forstyrrelserne af søvnen medfører desuden, at patienterne får vanskeligt ved at opretholde et normalt arbejds- og familieliv, og deres livskvalitet bliver markant forringet.

- Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde patienterne hurtig og kompetent udredning og behandling, fortæller Anne Brøndbjerg Pedersen.

Den mest anvendte behandling af søvnapnø sker ved at lade patienterne sove med en ansigtsmaske, som dækker næsen, hvorigennem der blæses et lille overtryk ned i svælget, der holder luftvejene åbne. Behandlingen medfører, at vejrtrækningspauserne ophører, så søvnen normaliseres, og patienterne oplever en forbedret livskvalitet.

Vigtig samfundsøkonomisk prioritering

Med åbningen af to nye ambulatorier øges kapaciteten fra 500 til 800 nye patienter pr. år. Dermed forventes det, at man fremover vil kunne behandle alle de patienter, som henvises i offentligt regi.

- Søvnapnø har i mange år været en nedprioriteret og overset sygdom. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu får mulighed for at følge med efterspørgslen på behandling, som både samfundsmæssigt, fagligt og økonomisk er en rigtig god prioritering, siger ledende overlæge ved Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Henrik Jacobsen.

Kontakt

Anne Brøndbjerg Pedersen
Specialeansvarlig sygeplejerske i Søvncenter Nord, Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling
Tlf.: 97 66 27 44 / 97 66 27 03 / E-mail: abp@rn.dk

Opdateret