Ny behandling til nordjyder med blodprop i hjernen

Nu er det muligt at få foretaget en trombektomi – et kateterbaseret indgreb for at fjerne blodproppen - på Aalborg Universitetshospital. Dermed vil nordjyske patienter få mulighed for endnu en effektiv behandling for at fjerne blodproppen hurtigst muligt. Det har meget stor betydning for overlevelse og livskvalitet.

Giver flere mulighed for et bedre liv

For mennesker, der rammes af apopleksi – en blodprop i hjernen – er hurtig behandling meget vigtig. Proppen skal fjernes så hurtigt som muligt, ellers kan der opstå uafvendelig skade på hjernen.
Aalborg Universitetshospital har i en del år kunnet tilbyde trombolysebehandling, hvor man ved brug af medicin opløser blodproppen. Nu kan man også tilbyde trombektomi, som benyttes, hvis blodproppen ikke kan opløses med trombolyse, fordi den er for stor. Trombektomi er en kateterbaseret behandling af blodproppen, dvs. den fjernes gennem en kateter, som føres fra lysken op til blodkarrene i hjernen. En behandling, hvor Aarhus indtil nu har været nærmeste sted for nordjyske borgere at blive behandlet.

- Fra nu af kan vi tilbyde behandling, hvor man hurtigst kan komme til, og det er af meget stor betydning for patienterne. For nu vil flere kunne få et bedre liv efter at have haft apopleksi, ligesom nogle dødsfald som følge af svær apopleksi forhåbentlig vil kunne undgås, siger overlæge Boris Modrau, Neurologisk Afdeling. Han er en af de overlæger, der er ansvarlige for behandlingen af apopleksipatienter på Aalborg Universitetshospital.

Samarbejdsaftale med Aarhus Universitetshospital

Aftalen om trombektomibehandling på Aalborg Universitetshospital er en del af den nye Specialeplan, som Sundhedsstyrelsen har besluttet. Behandlingerne i Aalborg sker i et tæt formaliseret samarbejde med Aarhus Universitetshospital. I første omgang bliver det et tilbud i dagtimerne i Aalborg, men planen er at udvide efter en indkøringsfase.

Det er ikke muligt at sætte et nøjagtigt tal på hvor mange patienter, der vil få gavn af det nye behandlingstilbud.

- I første omgang måske 50 i indkøringsfasen, men det kan også være, at det bliver 75 eller 100 eller flere, da udviklingen inden for behandlingen af apopleksi er stor. Det vigtigste er, at vi nu vil kunne behandle flere patienter – idet vi nu kan give tilbuddet til dem, der pga. tidsfaktoren med afstanden til Aarhus, ikke har haft muligheden før, siger Boris Modrau.

Betydning for rekruttering af læger

At trombektomibehandling bliver en mulighed på Aalborg Universitetshospital er ikke bare en stor fordel for apopleksipatienterne.
- Nu får vi for alvor mulighed for at følge med i den rivende udvikling, der sker inden for området – hvilket giver stor mening, også i uddannelsesmæssig sammenhæng. Jeg tror også, det vil få stor betydning i forbindelse med rekruttering af læger til neurologien, da et højt behandlingsniveau kendetegner et attraktiv uddannelsessted, vurderer Boris Modrau.


Opdateret