Patienter med svær psykisk sygdom bør tilbydes hjerteundersøgelser

Patienter med svær psykisk sygdom dør langt tidligere end raske. Det skyldes ofte hjertesygdomme, som ikke opdages og behandles i tide. Ny dansk forskning viser, at et simpelt hjertekardiogram kan gøre forskellen på liv og død for denne patientgruppe.

Christoffer PolwiartekSelvom alle danskere har fri og lige adgang til sundhedsydelser, er der alligevel stor forskel på, hvor længe vi lever. Patienter med svær psykisk sygdom (dvs. skizofreni, bipolar lidelse og svær depression) lever i gennemsnit omkring 20 år kortere end baggrundsbefolkningen.

- Overdødeligheden skyldes primært hjertesygdom. Mens resten af befolkningen har en dødelighed af hjertesygdom på ca. 10–15%, har patienter med svær psykisk sygdom en dødelighed af hjertesygdom på ca. 30–40%, fortæller læge ved Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Christoffer Polcwiartek.

Han har i sin ph.d.-afhandling undersøgt, om man ved hjælp af et simpelt og billigt hjertekardiogram (EKG) kan spotte forandringer, der kan være et forvarsel om udvikling af hjertesygdom.

- EKG-forandringer blandt patienter med svær psykisk sygdom er særligt interessante, da patienterne ikke altid oplever symptomer på hjertesygdom på samme måde som resten af befolkningen, samtidig med at de kan have sværere ved at beskrive og forklare symptomer for deres læge, forklarer Christoffer Polcwiartek.

Husk EKG’et

I Christoffer Polcwiarteks studie viste patienter med svær psykisk sygdom sig at have en højere forekomst af EKG-forandringer i forhold til patienter uden svær psykisk sygdom, og EKG-forandringerne var forbundet med en højere dødelighed blandt patienterne. Desuden havde patienter med svær psykisk sygdom samt hjertesvigt en dårligere prognose end hjertesvigtspatienter uden svær psykisk sygdom.

- Vores forskning understreger vigtigheden af, at vi husker at bruge EKG’et, når vi ser patienter med svær psykisk sygdom. Vi ved desværre, at patienterne i forvejen ofte har en livsstil, som kan føre til hjertesygdom, og samtidig en tendens til at negligere tidlige symptomer på hjertesygdom. Her kan et EKG hos lægen være en metode til tidligt at opspore de patienter, som går med en lurende hjertesygdom, så der kan iværksættes en behandling, forklarer Christoffer Polcwiartek.

Han opfordrer derfor til, at undersøgelser for EKG-forandringer bliver en integreret del af sundhedsplejen af disse patienter.

- Det er en sårbar patientgruppe, og vi er nødt til at gøre meget mere for at ændre på forskellen i levealder mellem dem og baggrundsbefolkningen, siger Christoffer Polcwiartek.

Christoffer Polcwiarteks ph.d.-studie er en del af et større forskningsprojekt på Aalborg Universitetshospital, der sigter mod at finde årsager til og løsninger på den ulighed i sundhed, som desværre belaster personer med psykiske lidelser.

Yderligere information

Christoffer Polcwiarteks forskning er publiceret i Journal of the American Heart Association https://www.ahajournals.org/doi/10.1161/JAHA.120.019416 
 

Opdateret