Ændring af introduktionsprogrammet for nyansatte uddannelseslæger

Der bliver ændringer i introduktionsprogrammet for nyansatte uddannelseslæger på baggrund af evalueringer af vores eksisterende introduktion og resultaterne fra et ph.d.-projekt om den første tid som læge.

Ændringerne er godkendt og har været diskuteret i Det Postgraduate Uddannelsesudvalg (DPU) - se referatet fra mødet i DPU den 25. november 2020. Det bliver, som følger:

Indførelse af ”KBU-introduktionsdag – velkommen som forvagt på Aalborg UH”, som afholdes ved KBU-start i september, november, marts og maj.

  • Et nyt målrettet introduktionsprogram for alle nye forvagter på Aalborg Universitetshospital (præ-KBU, KBU, helt nye I-læger), som er obligatorisk for KBU. Formålet er at give de nye læger et fælles fagligt udgangspunkt og et fællesskab på tværs af afdelingerne. Dette følges op af forvagtsforum hen over de efterfølgende måneder. Det nye introduktionsprogram er udarbejdet på baggrund af input fra KBU, UKYL og UAO og er afprøvet i efteråret med positiv respons.
  • Det hidtidige ”Intro for yngre læger” den første torsdag i måneden er ikke længere en obligatorisk del af KBU-lægers introduktionsprogram. Der kan ved behov gives mulighed for at deltage senere i uddannelsesforløbet.
  • Forårets KBU-introdage bliver afholdt den 2. marts og den 4. maj 2021.

Det eksisterende ”Intro for yngre læger” kommer til at være målrettet I- og H-læger:

  • Den nuværende Intro for yngre læger fortsætter, men vil være rettet mod I- og H-læger. Det nuværende indhold skal gennemgås og tilpasses målgruppen. Dette arbejde forventes igangsat i 2021, og det eksisterende program fortsætter som vanligt, indtil det nye er faldet på plads.
  • Dette holdes fortsat den første torsdag i måneden.

Der vil blive lavet justeringer i "Guiden til Introduktion for Yngre Læger”, der viser, hvilke ændringer dette medfører i forhold til den interne introduktion i afdelingerne. OBS - vær opmærksom på, at rundvisning i Akut og Traumecenteret sker i løbet af KBU-introduktionsdagen, så den skal afdelingerne ikke gennemføre.

Opdateret