Forskere vil finde bedre behandling for hornhindesygdom

I dag behandles uklarhederne fra hornhinde-dystrofier med laserbehandling, eller patienten får transplanteret en hornhinde fra en donor. Det er dog ikke nogen holdbar løsning, for allerede efter få år, vender uklarhederne tilbage, og da de kirurgiske indgreb kun kan anvendes et begrænset antal gange, er der brug for mere holdbare løsninger. Derfor ville en medicinsk og ikke-kirurgisk behandlingsform være optimal i behandlingen af sygdommen, og det er et forskerhold fra Aalborg Universitetshospital og Aarhus Universitet nu gået sammen om at finde.

Projektet finder sted på Aalborg Universitetshospital under ledelse af professor Henrik Vorum, Speciale for Øjensygdomme, og på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, under ledelse af professor Jan J. Enghild. Forskerholdet har netop fået en bevilling fra Velux Fonden på godt 10 mio. kr. til at skabe et bedre fundament for fremtidens behandling af hornhinde-dystrofier.

Skyldes gen-mutationer

Hornhinde-dystrofier er en arvelige sygdomme, der skyldes mutationer i gener, der koder for proteiner i hornhinden. Indtil nu er der fundet mere en 60 forskellige mutationer i genet, der koder for proteinet "Transforming Growth Factor Beta-Induced protein" (TGFBIp), som alle fører til en uklar hornhinde og derved alvorlige synsforstyrrelser og smerter for patienten. Proteinet findes i store mængder i hornhinden og udgør også hovedparten af proteinmaterialet i udfældningerne.

- I projektet vil vi forsøge at klarlægge de molekylære mekanismer, der ligger til grund for udfældningen af TGFBIp. Vi kender faktisk ikke funktionen af dette protein i normale hornhinder, og indledningsvis vil vi derfor forsøge at afdække TGFBIp’s funktion. Desuden vil vi karakterisere TGFBIp’s biokemiske egenskaber og vekselvirkninger med andre proteiner i hornhinden, fortæller professor Henrik Vorum.

Ud fra de biokemiske studier ønsker han og resten af forskergruppen derudover at udvikle egnede dyremodeller, som kan bidrage til en bedre sygdomsforståelse, og derved på sigt at bidrage til udviklingen af en ikke-kirurgisk behandlingsform.