Nyt ambulatorium styrker indsatsen for unge med hjerneskader

Aalborg Universitetshospital åbner ambulatorium for unge med erhvervet hjerneskade. Ønsket er at sikre en målrettet og fleksibel rehabilitering, sådan at de unge hurtigst og bedst muligt generhverver de tabte evner. Ambulatoriet bliver et tilbud til alle ramte unge i Region Nordjylland. Indvielse finder sted fredag den 23. maj på Aalborg Universitetshospital Nord.

Senfølger bedres ved rettidig gentræning og støtte

For unge, der får en hjerneskade efter f.eks. trafikulykke eller sygdom, er det meget vigtigt med den rette genoptræning. Og selvom eventuelle fysiske skader er helet, er erfaringen, at en del af dem har andre følger, der først bliver tydelige på et senere tidspunkt. Det kan være fysiske – f.eks. sanseforstyrrelser, kognitive - f.eks. koncentrationsproblemer og personlighedsændringer – i form af f. eks. nedsat kontrol over følelser eller ændringer i adfærd. 

I ambulatoriet for unge med erhvervet hjerneskade vil et tværfagligt team af eksperter i neurologi, neuropsykologi samt ergo- og fysioterapi udrede, behandle og genoptræne de unge, så de hurtigere og bedre får den højest mulige livskvalitet. 

- Flere af de kendte følger efter hjerneskade kan bedres ved den rette genoptræning og støtte. Det er derfor vigtigt, at man hurtigt muligt får konstateret, om der er behov for genoptræning, og hvad den skal bestå i, siger neuropsykolog og projektleder Trine Okkerstrøm Ryttersgaard, Neurologisk Afdeling. 

Præstø-ulykken har skærpet fokus på tværfaglig indsats

Hidtil har der ikke i hospitalsregi været et tværfagligt koordineret tilbud til unge med erhvervet hjerneskade i Nordjylland. Efter kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011, hvor flere af de unge, der tilbragte lang tid i det iskolde vand, fik hjertestop og måtte igennem lange gentræningsforløb, er der fra national side sat større fokus på de konsekvenser, der er, også på lang sigt, efter ulykken. 

- Det er meget vigtigt at styrke indsatsen for de unge, fordi følger efter hjerneskade kan have betydning for den unges evne til at gennemføre uddannelse og få stabil tilknytning til arbejdsmarkedet – foruden livskvaliteten. Så jeg glæder mig over, at Region Nordjylland har fået tildelt midler fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til at styrke indsatsen for denne gruppe patienter, siger ledende overlæge Michael Nielsen, Neurologisk Afdeling. 

Indvielse af ambulatorium den 23. maj

Ambulatoriet for unge med erhvervet hjerneskade indvies ved en reception fredag den 23. maj 2014 kl. 10-11, hvor blandt andet 2. næstformand i regionsrådet, Ninni Lodahl Gjessing, deltager. Pressen er velkommen til at deltage. Der vil være mulighed for at se ambulatoriet og de faciliteter, der er til rådighed for de unge patienter. Adressen er Aalborg Universitetshospital Nord, Ergo- og Fysioterapien, afsnit C, Reberbansgade, 9000 Aalborg. 

Yderligere informationer

Region Nordjylland har fået tildelt 10 millioner kr. fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til projekt Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade. 

Det er et tre-årigt projekt, der løber i perioden 2014-2016. 

Unge i alderen 15-30 år er målgruppen. Alle i den aldersgruppe, der har været indlagt på hospitalet i forbindelse med hjerneskade i projektperioden, skal tilbydes ambulant opfølgning. 

Det vil også være muligt for almen praksis at henvise patienter til udredning ved mistanke om muligt eller nyopstået rehabiliteringsbehov. 

Specialister i neurologi, neuropsykologi samt ergo- og fysioterapi vil samarbejde om at sikre den bedst mulige udredning, behandling og genoptræning af de unge patienter. 

Undervisning af relevante faggrupper samt rådgivning og vejledning til kommunerne indgår også i projektet. 

Ambulatoriet er placeret på Aalborg Universitetshospital Nord.

Opdateret