Torvedag på hospitalet - mød patientforeninger og få gode råd om sundhed

Onsdag den 29. maj inviteres alle interesserede til få indsigt i det fællesskab og den støtte, som patientforeningerne tilbyder mennesker, der er ramt af sygdom eller krise. Der vil samtidig være lejlighed til at få målt fedtprocent, blodsukker, blodtryk, kondition og kulilte.

Onsdag den 29. maj inviteres alle interesserede til få indsigt i det fællesskab og den støtte, som patientforeningerne tilbyder mennesker, der er ramt af sygdom eller krise. Der vil samtidig være lejlighed til at få målt fedtprocent, blodsukker, blodtryk, kondition og kulilte. 

Fokus på ”det hele menneske”

Det er Patient Rådgivningen og Aalborg Universitetshospital, som står bag Torvedagen. Den finder sted hvert andet år og har i år temaet ”Det hele menneske”.

- Med det lægger vi vægt på at skabe rammer, som kan give de besøgende en række gode oplevelser, og samtidig sætter vi fokus på at se patienten som et helt menneske – også ved sygdom, siger leder af Sund Info Lise Søndergaard, som er med til at arrangere Torvedagen. 

Aalborg Universitetshospital har gennem mange år haft et godt og tæt samarbejde med en række patientforeninger, som blandt andet har egne lokaler i Forhallen, Aalborg Universitetshospital Syd. 

Patientforeningerne er dannet på baggrund af en sygdom. I patientforeningerne kan man derfor få en erfaringsbaseret snak med folk, som kender til det at leve med en sygdom. Der vil ved standene være repræsentanter fra 23 forskellige patientforeninger. Desuden vil apotekerne i Aalborg og Nørresundby være repræsenteret ved standene. 

Aalborg Universitetshospital er repræsenteret ved Sund Info, kliniske diætister, fysioterapeuter og sygeplejersker, som tilbyder sundhedsfaglig information om blandt andet kost, rygning, alkohol og motion. 

Besøgende vil få mulighed for at få målt BMI, fedtprocent, kondition, kulilte, blodsukker og blodtryk. 

Der vil være opvisning af Sundhed i bevægelse – gymnastik og samvær for kræft- og hjertepatienter, musikalsk underholdning ved Aalborg Universitetshospitals Staffkor og præsentation af patientsamarbejde i fortid og i nutid ved udviklingskonsulent Dorte Askholm. Hun står bag Frivilligkorpset på hospitalet og er en af pionererne inden for området i Danmark. 

Tid og sted: Onsdag den 29. maj 2013, kl. 11-15.30. Forhallen på Aalborg Universitetshospital Syd. 

Torvedagen bliver indledt med en åbningstale af sygeplejerfaglig direktør Lisbeth Kjær Lagoni. 

Herefter er der mulighed for at besøge 28 spændende stande. 

Kom og bliv inspireret af deltagernes erfaringer, perspektiver og engagement! 

Yderligere informationer

Ønsker man at vide mere om patientforeningerne, så er de at finde i ”Patient-til-Patient” i forhallen på Aalborg Universitetshospital, Syd. 

”Patient-til-Patient” er patientforeningernes base, og her stiller de gerne op til en snak om erfaringer, så patienter og pårørende har mulighed for at tale med ligesindede, der kender til den pågældende sygdom. 

”Patient-til-Patient” og patientforeningerne samarbejder omkring at skabe mere dialog mellem Aalborg Universitetshospital og brugerne. Hensigten er at supplere det sundhedsfaglige personales information med erfaringsbaseret viden fra mennesker, der kender til de specifikke sygdomme og deres indflydelse på patientens liv. 

Se program for Torvedag 2013.

Kontaktpersoner

Torvedagsudvalget: 

Thorkild Bach (Osteoporoseforeningen) tlf: 40 86 68 32, mail: th.bach@post1.tele.dk 

Lise Søndergaard, (Aalborg Universitetshospital) tlf: 99 32 20 24, mail: lise.soendergaard@rn.dk


Opdateret