Børneambulance afløser Danmarks første babyambulance

Falck og Aalborg Universitetshospital indvier ny avanceret børneambulance 7. maj.

Sådan ser den nye højt specialiserede børneambulance ud. Foto: Falck.

Bedre overblik og mindre støj

For 12 år siden fik Nordjyllands Amt og Aalborg Sygehus den første babyambulance i Danmark. Nu bliver den afløst af en ny og bedre model. 

- Selve indretningen er den samme gode og højt specialiserede; med luftaffjedring, fire forskellige lysniveauer, samt ekstra strøm-, varme- og gasforsyning. Det nye er, at arbejdspladsen for den person, der sidder foran til venstre, er specialindrettet, så vedkommende sidder bedre og har et bedre overblik over patienten. Det giver større patientsikkerhed og bedre ergonomi. Derudover er bilen bedre sikret i tilfælde af kollision, ligesom den også har fået bedre lyddæmpning, siger ledende overlæge Per Thorgaard, Anæstesiologisk afsnit Nord, som er højt specialiseret inden for behandling af børn og gravide. 

Der ud over giver et tredje sæde i den nye børneambulance bedre mulighed for at medbringe pårørende og personale under oplæring. 

Den nye børneambulance er til transport af kritisk syge babyer og børn op til 10 år. 

- Babyambulancen har været i brug ca. 120 gange årligt, og tallet har været stigende på det seneste. I begyndelsen var langt størsteparten af patienterne babyer (dvs. 0-4 uger gamle), men nu er lidt over halvdelen børn i alderen 4 uger - 10 år, derfor får den et nyt navn, siger ambulancechef Kjeld Brogaard, Falck. 

Første patient i babyambulance vil være til stede

Den nye børneambulance indvies den 7. maj, kl. 13.30-15.30 på Falck-stationen, Håndværkervej 27, 9000 Aalborg af regionsrådsformand Ulla Astman. Her vil der blive mulighed for at se begge ambulancer. 

Til stede vil også være personaleledere fra Falck og fra Aalborg Universitetshospital indenfor de specialer, der transporterer de små patienter. Derudover deltager også den allerførste patient, der blev transporteret i babyambulancen. 

Hun blev som nyfødt for 12 år siden kørt fra Aalborg Sygehus til Rigshospitalet i babyambulancen på grund af alvorlige lungeproblemer. Hun er i dag frisk og rask og deltager ved indvielsen sammen med sin mor. 

Programmet for indvielsen er vedhæftet sammen med foto af den nye børneambulance. 

Kontaktpersoner

Ledende overlæge Per Thorgaard, Anæstesiologisk Afsnit Nord, tlf. 99 32 10 61, mail pt@rn.dk 

Ambulancechef Kjeld Brogaard, Falck, tlf. 70 10 20 31, mail kjb@falck.dk

Opdateret