Har medvirket til flere end 2000 børn

Aalborg Universitetshospitals fertilitetsklinik i Dronninglund fejrer sine første 10 år ved en jubilæumsreception den 5. september. Siden begyndelsen i 2004, har klinikken har medvirket til, at flere end 2000 børn er kommet til verden. Personalet håber på at få besøg af nogle af dem til jubilæet.

Behandlingen på Fertilitetsklinikken Dronninglund er meget effektiv. Det anslås, at omkring 4 ud af 5 kvinder bliver gravide efter en eller flere behandlinger. 

Nye behandlinger med færre bivirkninger

Gennem årene er der udviklet bedre og mere målrettede behandlinger til kvinderne. Blandt andet anvender klinikken nu individuel hormondosis tilpasset hver enkelt kvinde, hvilket giver færre bivirkninger. Man tilbyder også en del af kvinderne en behandling, hvor man undlader at sætte dem kortvarigt i kunstig overgangsalder – noget, der hidtil har været almindeligt, men som kan være meget ubehageligt for kvinden. 

- Derudover er vi for nylig sammen med andre klinikker begyndt på et projekt, hvor vi har fokus på forberedelse af livmoderen. Det sker ved at lave en miniudskrabning, inden æggene sættes op. Det aktiverer tilsyneladende slimhinden, som efterfølgende tager bedre mod æggene. Dette har tidligere været forsøgt i mindre undersøgelser, og noget tyder på, at det virker, siger klinikken leder, specialeansvarlig overlæge Bjørn Pedersen, som sammen med sine medarbejdere også er meget begejstret for klinikkens to embyoskoper (avancerede rugemaskiner). Her kan man følge æggenes udvikling fra befrugtning – og indtil de sættes op i livmoderen. 

- Vi arbejder på at udvikle vores teknik til at kunne vælge præcist det æg, som giver den største chance for, at behandlingen resulterer i den ønskede graviditet, siger Bjørn Pedersen. 

Nordjyllands eneste offentlige fertilitetsklinik

En vellykket behandling på Fertilitetsklinikken Dronninglund skaber naturligvis stor glæde hos barnets forældre, familie og venner. Men det er også en rigtig god samfundsøkonomisk investering at tilbyde fertilitetsbehandling, siger Bjørn Pedersen, der har arbejdet i Fertilitetsklinikken gennem alle 10 år. 

Der er lavet beregninger, der viser, at hvert nyfødt barn ved en livstidsberegning gennemsnitligt vil give en nettogevinst for samfundet på godt 1,3 millioner kroner. 

– Beregningerne viser således, at de udgifter, der skal til, for at bringe et barn undfanget i reagensglas til verden, er minimale, set i forhold til den gevinst, som en ny borger er for samfundet siger Bjørn Pedersen. 

Fertilitetsklinikken fejrer de første 10 år med en reception, som finder sted på Aalborg Universitetshospital, Dronninglund, Nørregade 19, 2. etage, 9330 Dronninglund kl. 14 - 16. 

Håbet er, at såvel tidligere som nuværende patienter og deres børn har lyst til at deltage. 

- Det bliver for omfattende at sende invitationer ud til alle dem, vi har hjulpet med at blive forældre, så vi håber, at pressen vil hjælpe os med at formidle invitationen, siger Bjørn Pedersen. 

Yderligere informationer 

Fakta om Fertilitetsklinikken Dronninglund

  • Blev etableret i 2004. Inden klinikken blev etableret, skulle nordjyske kvinder til Aarhus eller Skive for at få offentlig fertilitetsbehandling. 
  • Der behandles primært patienter fra Region Nordjylland. 
  • Udover reagensglasbefrugtning (IVF) og insemination med mandens sæd eller donorsæd (IUI) har klinikken mange andre funktioner ved udredning og behandling af barnløshed. Bl.a. kan nævnes ægdonation og kirurgisk udhentning af sædceller. 
  • Se mere på klinikkens hjemmeside: www.fertilitet.rn.dk 
  • Antallet af fertilitetsbehandlinger har gennem perioden ligget stabilt på omkring 1000-1100 pr. år bortset fra i 2011, hvor antallet af behandlinger faldt, fordi der i 2011 blev indført brugerbetaling.. Brugerbetalingen blev fjernet igen i 2012, men der gik et stykke tid, før tallet igen steg. 
  • Ca. 8 procent af alle børn, som fødes i Danmark bliver i dag født efter fertilitetsbehandling.

Opdateret