Norsk interesse for dansk sexologi

15 norske lægelige eksperter besøger Sexologisk Klinik i Aalborg fredag den 24. maj. Formålet er at få inspiration til at lave lignende sexologiske klinikker i Norge.

Model for fremtidige klinikker i Norge

Den norske delegation består primært af læger fra forskellige offentlige og private hospitaler i Norge, hvor man ikke – som i Danmark - på Aalborg Universitetshospital og Rigshospitalet - har sexologiske klinikker til højt specialiseret behandling af sexologiske problemstilllinger. 

- Fra norsk side har man er et ønske om at bruge vores klinik som model for lignende klinikker der, og det vil vi meget gerne hjælpe dem med. Jeg er ret stolt over, at vi har fået henvendelsen, siger ledende overlæge Astrid Højgaard, Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital. 

Nordmændene skal tilbringe hele dagen i klinikken, hvor de både vil blive præsenteret for oplæg om klinikken og blive vist rundt. 

Foruden ledelse og medarbejdere fra Sexologisk Klinik vil også Chefpsykolog Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet være til stede. Han vil holde oplæg om mænds sundhed i Danmark, ligesom man fra norsk side vil holde oplæg om deres forskning i og behandling af hypogonadisme (manglende testoteron hos mænd). 

Dagens sluttes af med diskussion af forskellige sexologiske cases. 

- Det betyder meget for klinikken, at der er interesse for os – også fra udlandet. Det er folk med stor faglig indsigt – som vil stille gode spørgsmål til vores måde at gøre tingene på. Det giver os anledning til spændende fremtidig netværksforbindelse i Norge, både på det lægefaglige og det sygeplejefaglige område inden for sexologisk behandling og forskning. Jeg håber, at besøget her kan være med til at udvikle sexologien i Norge fremadrettet, siger Astrid Højgaard. 

Yderligere informationer

Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital blev etableret i juni 2012. 

Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital er den ene af Danmarks to sexologiske klinikker. Den anden er Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. 

Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital har mellem 4000 og 5000 patientbesøg om året. 

Personalet på Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital består af læger, psykologer og sygeplejersker med specialuddannelse i sexologiske problemstillinger. 

Sexologisk Klinik, Aalborg Universitetshospital indgår i Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet, hvor man til efteråret som første sted i Danmark udbyder en masteruddannelse i sexologi.

Opdateret