Praktiserende læger klar til at vise vej til skademodtagelsen i Aalborg

Fra den 10. april skal borgere i Aalborg-området ringe til deres praktiserende læge, før de tager på skademodtagelsen. Det besluttede Regionsrådet i Region Nordjylland på mødet tirsdag. Det betyder, at hele regionen får visiteret skademodtagelse.

Baggrunden for at indføre visiteret skademodtagelse er Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at borgerne skal visiteres til de akutte tilbud for at sikre, at borgerne kommer det rette sted hen og får den rette behandling. 

Beslutningen om at lukke den frie adgang til skademodtagelsen i Aalborg har været på plads i længere tid, men det har ikke været klart, hvordan visitationen skulle foregå. Det er nu på plads i form af en aftale med de praktiserende læger. 

- Vi får en model, hvor man skal ringe til sin egen læge, før man tager på skademodtagelsen. Den praktiserende læge vil så vurdere, om borgeren skal tage på skademodtagelsen, eller om det er mere hensigtsmæssigt at få en konsultation hos lægen. Faktisk er der allerede i dag rigtig mange borgere, som ringer til lægen først og ikke tager direkte på skademodtagelsen, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S). 

De praktiserende læger er klar til den nye opgave, og den afskrækker ikke formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Nordjylland, Kaj Bernth. 

- I forhold til hvor mange borgere vi i forvejen har kontakt til i lægepraksis, så er der tale om en mindre ekstra opgave for praksislægerne. Vi har mange læger i Aalborg, og fordeler man de 30.000 årlige henvendelserne ud på alle årets dage og på alle lægerne, så svarer det i gennemsnit til én ekstra henvendelse per læge per dag. Og det er vi blandt de praktiserende læger enige om, at vi godt kan klare, siger Kaj Bernth. 

Lægepraksis tager imod henvendelser inden for normal åbningstid, og om aftenen og i weekenden er det i stedet Lægevagten, der skal visitere til skademodtagelsen. 

Med det nye system får alle borgere nu den samme adgang til skademodtagelsen. Borgerne i Vendsyssel, Thy og Himmerland har i en årrække været vant til at skulle ringe til lægen først. Regionen håber, at borgerne i Aalborg også vil tage godt imod den nye måde at komme i kontakt med skademodtagelsen på. 

- Det handler selvfølgelig om, at vi som borgere skal ændre en indgroet vane. Men budskabet om at ringe til egen læge er jo enkelt, så vi håber, at budskabet vil slå hurtigt igennem. Den visiterede skademodtagelse betyder, at vi kan give de rette patienter den rette behandling, og at vi kan planlægge arbejdet i skademodtagelsen mere effektivt, siger Ulla Astman. 

Ændringen af adgangen til skademodtagelsen træder i kraft 10. april 2012. 

Forinden vil der blive informeret om ændringen, så borgerne er klar over, hvad de skal gøre. 

Yderligere informationer 

Fakta

  • Der var i 2010 i alt cirka 30.000 ”selvhenvendere” i skade-modtagelsen på Aalborg Sygehus 
  • Det forventes, at visitation til skade-modtagelsen vil betyde, at der vil blive visiteret 21.000 henvendelser til behandling i skademodtagelsen
  • Det forventes, at de sidste 9.000 vil blive behandlet hos praktiserende læge, Lægevagt eller klare sig uden behandling

Kontaktpersoner 

Formand for Praktiserende Lægers Organisation Kaj Bernth, Tlf. 40 18 99 09

Opdateret