Aalborg Sygehus stadig blandt de bedste uddannelsessteder

27. august 2012 Aalborg Sygehus placerer sig igen i år flot på listen over de mest populære steder at uddanne sig som læge. Således optræder fire af sygehusets afdelinger på den top-20 liste, som netop er offentliggjort af Dagens Medicin.

Listen er en opgørelse over KBU-lægernes egen evaluering af uddannelsesstederne. Vurderingerne findes på siden evaluer.dk, som er et samarbejde mellem landets tre regioner for lægelig videreuddannelse.

Placeringerne fordeler sig med Reumatologisk Afdeling på 3.-pladsen, Urologisk Afdeling på 8.-pladsen, Hæmatologisk Afdeling på 12.-pladsen og Infektionsmedicinsk Afdeling på 18.-pladsen.

Aalborg Sygehus er et godt sted at uddanne sig

Det er ikke første gang, at sygehuset placerer sig flot på Dagens Medicins liste.

Sidste år løb Reumatologisk Afdeling med førstepladsen og dermed titlen som mest populære afdeling for KBU-læger, og set over perioden 2008-2011 lander Infektionsmedicinsk Afdeling på en samlet andenplads. De gode tal kan derfor ses som en bekræftelse på, at sygehusets indsats for at bibringe et godt fagligt og kollegialt miljø for læring for de unge læger har givet pote.

Forrige år fik Reumatologisk Afdeling Sundhedsstyrelsens Inspektorpris som landets bedste uddannelsesafdeling og i 2009 fik afdelingen Yngre Reumatologers pris for bedste reumatologiske uddannelsesafdeling. Samme år fik Neurologisk Afdeling prisen som bedste uddannelsesafdeling af foreningen af Yngre Neurologer. Lignende anerkendelser er tidligere tilfaldet andre afdelinger.

Se hele opgørelsen i Dagens Medicin, der udkom fredag den 24. august. Hent avisen i e-udgave (Kræver login)

Opdateret