Ved akut indlæggelse
Hvis du bliver akut indlagt med ambulance, vil ambulancen køre dig til nærmeste hospital. Du vil efter undersøgelse på hospitalet kunne vælge et andet offentligt hospital.
Hvis der er lukket for tilgang
En hospitalsafdeling kan lukke for modtagelse af patienter fra andre regioner, hvis afdelingen har væsentlig længere ventetid end lignende hospitalsafdelinger. Lukningen kan dog kun vare, indtil ventetiden er bragt ned på et niveau med lignende hospitalsafdelinger.
Af psykiatriske hensyn
Nogle patienter opholder sig på de psykiatriske afdelinger i henhold til et farlighedsdekret eller en retsafgørelse. Disse patienter er omfattet af lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling m.v.
Farlighedsdekret
Patienter under et farlighedsdekret er anbragt på Sikringsafdelingen i Region Sjælland, som er den eneste afdeling i landet, der kan modtage de pågældende patienter.
Retsafgørelse
Patienter, som er indlagt i henhold til en retsafgørelse, vil i nogle tilfælde kunne benytte sig af det frie sygehusvalg. Det skal dog godkendes af anklagemyndigheden. Der vil altså være tale om en konkret vurdering.