Ph.d.-forsvar ved Tina Okdahl

Fredag den 15. marts forsvarer cand. scient. med. ved Afdeling for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Tina Okdahl sin ph.d.-afhandling omhandlende inflammatoriske biomarkører i diabetes og diabetiske komplikationer.

Tina OkdahlDen globale forekomst af diabetes er stigende, og på trods af forbedrede behandlingsmuligheder forbliver makro- og mikrovaskulære komplikationer en væsentlig udfordring for optimal patientpleje. Inflammation spiller en central rolle i udviklingen af diabetes og diabetiske komplikationer, hvor kronisk hyperglykæmi bidrager til systemisk inflammation. Dette ph.d.-projekt havde til formål at karakterisere og undersøge inflammatoriske biomarkører i diabetes og diabetiske komplikationer gennem tre tværssnitsstudier og et randomiseret kontrolleret studie. 

Resultaterne af tværsnitsstudierne viste korrelationer mellem flere inflammatoriske biomarkører og forskellige kliniske karakteristika såsom fedme, glykæmisk kontrol, behandling og køn. Desuden var forhøjede niveauer af inflammatoriske biomarkører forbundet med tilstedeværelsen af flere diabetiske komplikationer. I forhold til diabetisk nervebetændelse, blev der fundet en forbindelse mellem forekomsten og sværhedsgraden af denne type komplikation og forhøjede niveauer af inflammatoriske biomarkører. 

Ligeledes blev der fundet en sammenhæng mellem øget transittid i maven og tyktarmen, hvilket kan være tegn på en dysfunktionel mavetarmfunktion, og specifikke inflammatoriske biomarkører. Afslutningsvis blev den potentielle antiinflammatoriske effekt af transkutan vagusnervestimulation i diabetes undersøgt. En sådan effekt kunne dog ikke observeres hverken efter kort eller langvarig behandling. 

Samlet set understøtter resultaterne fra denne ph.d.-afhandling en forbindelse mellem systemiske inflammatoriske faktorer og diabetiske komplikationer i både type 1 og type 2 diabetes. Fremadrettet bør vurdering af inflammatorisk status og mulig anvendelse af antiinflammatorisk terapi i behandlingen af diabetes udforskes som strategier til at forhindre udviklingen af langvarige komplikationer og forbedre det enkelte patientforløb.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret afholdes fredag den 15. marts kl. 13.00 i Medicinerhusets Auditorium. Alle interesserede er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Christina Brock, Aalborg University Hospital, Denmark
  • Associate professor Joachim Størling, Steno Diabetes Center Copenhagen, Denmark
  • Professor Asbjørn Mohr Drewes, Aalborg University Hospital, Denmark

Bedømmelsesudvalg

  • Clinical associate professor Stine Linding Andersen (chair), Aalborg University, Denmark
  • Professor Christian Herder, German Diabetes Center, Germany
  • Senior researcher Helga Ellingsgaard, Copenhagen University Hospital, Denmark
 

Opdateret