Lider du af kronisk diarré, kan du måske hjælpe Tina og hendes forskerkollegaer med at blive klogere på, hvordan behandlingen kan forbedres. De søger nemlig patienter, som har lyst til at deltage i et forsøg, hvor de vil kortlægge effekten af behandling med opiumsdråber.
Kronisk diarre er en kendt klinisk tilstand, som kan opstå på grund af mange forskellige sygdomme, og påvirker ca. 5 % af befolkningen.
Fordi der kan være mange forskellige årsager til kronisk diarré, kan der også være mange forskellige behandlinger. Man starter som regel med at behandle den specifikke årsag til diarré, hvis der findes en sådan.
Såfremt dette ikke afhjælper diarréen tilstrækkeligt eller man ikke kender årsagen til sygdommen, vil man forsøge med Loperamid (fx Imodium®). Er dette heller ikke effektivt, vil man typisk gå videre til at forsøge med opioider – dvs. morfinlignende stoffer.
I klinikken starter man som regel med kodein og ved utilstrækkelig effekt heraf anvendes opiumsdråber (Dropizol®). Dropizol® er et godkendt lægemiddel, men virkning samt hvor godt den enkelte tåler behandlingen er kun sparsomt undersøgt og beskrevet.
Formålet med studiet er derfor at undersøge dette nærmere ved at behandle patienter med kronisk med Dropizol®.
For at kunne deltage i studiet skal du tidligere have forsøgt behandling mod den specifikke årsag til diarré (hvis en sådan findes) og Loperamid uden tilstrækkelig effekt.
Yderligere information
Har du lyst til at deltage i studiet, eller ønsker du at vide mere, så læs mere her - eller kontakt Tina Okdahl på telefon 97 66 35 24 eller mail t.okdahl@rn.dk.