Priser til fire lægelige ildsjæle

Onsdag den 21. oktober blev årets Tove Nilsson-priser uddelt til fire ihærdige uddannelsesambassadører og forskningstalenter på Aalborg Universitetshospital.

De fire stolte vindere ses her omkring prisens navngiver, Tove Nilsson (i midten). Fra venstre er det Katja Fiedler Holm, Inger Lise Gade, Christian Bork Sørensen og Christian Nikolaj Pedersen. Foto: Lene Pedersen, Region Nordjylland

Prisen gives til talentfulde lægelige ildsjæle på Aalborg UH, der har udvist en særlig indsats inden for uddannelse og forskning. Ud over anerkendelsen følger der 25.000 kr. med prisen.
Det var tiende og dermed sidste gang, at Tove Nilsson-prisen blev uddelt. 

I år blev uddelt 2 uddannelsespriser og 2 forskningspriser:

Uddannelsespriserne gik til overlæge Katja Fiedler Holm fra Kardiologisk Afdeling samt afdelingslæge Christian Nikolaj Petersen fra Karkirurgisk Afdeling.

- Katja Fiedler Holm får prisen for at være en fantastisk undervisningsambassadør for Kardiologisk Afdeling både regionalt og nationalt. Hun har gennem hele sin karriere været dybt engageret i undervisning af studerende - særligt yngre læger, og hun har med stor ildhu systematiseret undervisningen af de yngre læger under deres introduktions- og hoveduddannelsesansættelser.

- Christian Nikolaj Petersen får prisen for sin vedholdende og entusiastiske interesse for undervisning og uddannelse af både yngre og ældre kolleger, uddannelsessøgende på afdelingen og læger på kortvarige ophold fra andre afdelinger. Han griber enhver chance for at lære fra sig ved konferencer og ved den daglige kliniske kontakt i ambulatorier, ved stuegange og under operationer.

Forskningspriserne gik til hoveduddannelseslæge på Hæmatologisk Afdeling, Inger Lise Gade og KBU-læge Christian Bork Sørensen, der begge erhvervede sig en ph.d.-grad i 2019.

- Inger Lise Gade får prisen for sit arbejde med epidemiologiske studier, der sker på højt internationalt niveau. Hun gør det med kreativitet og snilde og har et teknisk mind set, der gør, at hun får usædvanlige ideer. Bl.a. har hun fået ideen om at finde en lettere non-invasiv metode til diagnostik af lungeblodpropper, der har ledt til en patentsansøgning.

- Christian Bork Sørensen beskrives som et ekstraordinært forskningstalent, der har været meget aktiv i Lipidklinikkens forskningsgruppe, hvor han er medforfatter på 19 publicerede videnskabelige artikler og vejleder for fire ph.d.-studerende.

Fakta om prisen

- Tove Nilsson Prisen blev indstiftet i 2010 i forbindelse med Tove Nilssons fratræden fra sin stilling som cheflæge.

- Prisen er etableret af Overlægerådet ved Aalborg UH med støtte fra Det Obelske Familiefond og uddeles af fondsbestyrelsen.

- Prisen uddeles en gang årligt til en eller flere lægelige ildsjæle på Aalborg UH, der har udvist en særlig indsats inden for uddannelse og forskning.

- Hver pris er på 25.000 kr. og gives til dygtiggørelse inden for henholdsvis forsknings- og uddannelsesområderne.

- Fondsbestyrelsen består af forhenværende cheflæge Tove Nilsson, postgraduat klinisk lektor, overlæge Susanne Nøhr, professor, overlæge Ole Thorlacius-Ussing, overlæge Lone Larsen samt klinisk lektor, overlæge Sten Rasmussen.

 

Opdateret