Forskningsprojekt skal udvikle ny metode til at opdage skimmelsvampe-infektion i lungerne

Læge ved Afdeling for Blodsygdomme, Inger Lise Gade har modtaget en bevilling på 2 millioner kroner til et forskningsprojekt, der skal bane vej for en ny metode til diagnostik af skimmelsvampe-infektion hos patienter med svækket immunforsvar eller kronisk lungesygdom.

Inger Lise GadePengene kommer fra Danmarks Frie Forskningsfond, der under "Inge Lehmann"-programmet netop har uddelt bevillinger til 28 lovende yngre forskere med projekter, der strækker sig over en bred vifte af videnskabelige forskningsområder.

Inger Lise Gades projekt går ud på at udvikle en ny metode til diagnostik af skimmelsvampe-infektion i lungerne. I dag er det nemlig kun muligt at stille diagnosen sikkert ved at analysere vævsprøver fra lungerne. Men patienterne er ofte svækkede, og at udtage en vævsprøve til diagnostik er derfor en stor belastning for dem.

- Skimmelsvampe-infektion er en alvorlig sygdom, der rammer patienter med svækket immunforsvar eller kronisk lungesygdom. Når en skimmelsvamp inficerer lungevæv, vokser den ind i vævet og kan ødelægge det, fortæller Inger Lise Gade og fortsætter:

- Som en konsekvens af de diagnostiske udfordringer og sygdommens alvor bliver behandlingen ofte givet uden, at man er helt sikker på diagnosen - men det betyder også, at patienterne skal igennem en både langvarig og meget bivirkningstung behandling, som desuden er omkostningstung for sundhedsvæsenet.

I projektet vil Inger Lise Gade undersøge, om det er muligt at diagnosticere skimmelsvampe-infektion i lungerne ved at analysere udåndingsluften. Det vil hun gøre ved at opsamle proteiner fra udåndingsluften fra patienter med svamp i lungerne og raske personer. Ved hjælp af massespektrometrisk analyse beskrives alle proteiner i prøverne, og dermed kan hun fastslå, hvilke proteiner, der er forskellige, og dermed mulige nye sygdomsmarkører i udåndingsluften.

- Vores udåndingsluft indeholder proteiner, som stammer fra lungerne, og denne biologiske prøve kan opsamles uden gene for patienterne. En kombination af proteiner som stammer fra skimmelsvampe og proteiner fra ødelagt lungevæv vil kunne tolkes som tegn på skimmelsvampe-infektion i lungerne, og danne basis for en helt ny, ikke-invasiv diagnostisk metode baseret på analyse af udåndingsluften, forklarer hun.

Om Inge Lehmann-programmet

Inge Lehmann-programmet under Danmarks Frie Forskningsfond har til formål at fremme ligestilling i forskningsmiljøer i Danmark. Programmets formål er at styrke talentudviklingen i dansk forskning og at fremme en mere ligelig kønsbalance af forskningsmiljøerne i Danmark med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. Ved uddelingen i 2022 er bevillinger på i alt 78 millioner kroner blevet fordelt på 28 projekter.

Læs mere om puljen og de 28 projekter her.

Opdateret