Kræftforskning fra Aalborg til Omaha

Medlem af REPAIR-Kuben, ph.d.-studerende Issa Ismail Issa, er for nyligt hjemvendt efter et to måneder langt forskningsophold i USA.

Issa Ismail Issa

Turen gik til University of Nebraska Medical Center (UNMC), Omaha. Valget faldt på netop UNMC, da Professor Javeed Iqbal’s laboratorie, som Issa blev tilknyttet, er en tidligere samarbejdspartner med Hæmatologisk Forskningslaboratorie i Aalborg, hvor Issa er ansat til dagligt.

Projekter og samarbejder

I Omaha arbejdede Issa på tre projekter, som alle omhandlede lymfekræft. De to indledende, var igangværende projekter som Issa blev koblet op på:

”De to projekter de arbejdede på, ligner lidt hinanden i nogle af de metoder som bruges, og kørte derfor sideløbende. Det jeg arbejdede med, var CRISPR-baseret genændringer, hvor jeg skulle knocke gener ud i udvalgte lymfomceller. CRISPR/Cas9, oftest bare kaldt CRISPR, er en relativ ny metode til at lave ændringer i gener. Jeg bruger det typisk til at slukke generne (knocke dem ud) for at undersøge deres rolle i respons på kemoterapi behandling.”, udtaler Issa.

Det tredje projekt var Issas eget – nemlig en del af sit ph.d.-projekt. Forskningsgruppen i Omaha er stærke i Bioinformatik, hvorfor dette var et interessant emne at lære mere om:

”De sidste tre uger sad jeg også med mit eget forskningsprojekt. Gruppen i USA er stærke i bioinformatik, så da jeg sad og analyserede data fra DLBCL-patienter, forsøgte jeg at lære mere bioinformatik fra de amerikanske kollegaer. I den forbindelse fandt jeg ud af at de har en lignende kohorte i Omaha - altså DLBCL-patienter, med klinisk information og molekylære data fra tumorprøver. Vi besluttede at lave det til et samarbejde, hvor vi vil lægge de to kohorter sammen og på den måde få mere data og power i projektet.”, udtaler Issa.

Opdagelser og samarbejder kan til tider opstå helt tilfældigt – også på den anden side af Atlanten. Det kom til udtryk under Issas ophold, i forbindelse med udviklingen af den omtalte kohorte:

”Da jeg en dag sad og arbejdede på mit eget projekt, kom professor Javeed Iqbal forbi, og så at jeg arbejdede med grafer over den danske kohorte. Det var ret tilfældigt at han så det, og nævnte derefter at de har en lignende kohorte i Omaha. Han satte mig i kontakt med den forsker, som administrerer dataene i deres kohorte. Hun var en del af en anden forskningsgruppe, med et tæt samarbejde til den forskningsgruppe jeg var tilknyttet. Det er et samarbejde vi fortsætter, nu hvor jeg er tilbage”, siger Issa.

Fagligt og socialt berigende

Issa var meget positiv og energisk da han bliver spurgt ind til udbyttet af sit ophold, og hvor vidt han vil anbefale det til andre. Der kom mange plusser på kontoen, såvel socialt som fagligt. Issa udtaler i den forbindelse:

”Mit ophold var med til at udvide mit professionelle netværk. Det var en utrolig venlig og åben forskningsgruppe jeg var tilknyttet, og de fleste jeg mødte i Omaha var på samme måde, så jeg fik nye venner, både i og udenfor laboratoriet.

Fagligt var det ligeledes rigtig givende at komme ud i et nyt forskningsmiljø, hvor tingene bliver gjort lidt anderledes. Jeg kom selv med teknikker jeg har lært i Danmark, og på den måde var der en høj grad af vidensdeling. Jeg lærte nye teknikker, og så andre måder at gøre tingene på i laboratoriet. Endvidere åbnede jeg op for bioinformatikken, for at lære mere om hvordan man analyserer molekylære data fra patienterne. Det er de især gode til i den gruppe, så det lærte jeg meget af. ”

Javeed Iqbal laboratory
Billede: Javeed Iqbal laboratory

Ph.d.-projekt om resistensmekanismer

Hovedformålet i Issas ph.d.-projekt er at undersøge de underliggende resistensmekanismer overfor behandling i den lymfom-sygdom der hedder DLBCL - på dansk ”Diffust storcellet B-celle lymfom”. Han undersøger flere resistensmekanismer, hvor hovedfokus er ”DNA repair”, hvilket er cellernes måde at reparere skadet DNA efter eksempelvis kemoterapi. Håbet er at blive klogere på de underliggende molekylære mekanismer, der gør at nogle patienter bliver resistente overfor behandling.

Issa er til oktober to år inde i sit ph.d.-forløb.

Opdateret