Mette Grønkjær ny professor i klinisk sygepleje

Forskningsleder ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Mette Grønkjær er pr. 1. april udnævnt til professor i klinisk sygepleje ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital.

Mette GrønkjærMette Grønkjær, der er 47 år, har siden 2016 været lektor i Klinisk Sygepleje på Aalborg UH samt Klinisk Institut, AAU. Hun blev uddannet sygeplejerske i 1998 og fik i 2001 en Master of Nursing fra Flinders University, Australien. I 2011 opnåede hun en ph.d.-grad i medicin fra Aarhus Universitet, hvorefter hun blev ansat som postdoc og senere lektor i klinisk sygepleje i Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje (FoKSy) og Klinisk Institut. I oktober 2019 blev Mette forskningsleder i FoKSy.

Praksisnær forskning og internationale samarbejder

Mette Grønkjærs forskning spænder vidt inden for klinisk sygepleje og sundhedsvidenskab. Forskningen er genereret på baggrund af problemstillinger fra klinisk praksis og sker i tæt samarbejde med kliniske sygeplejersker og øvrige samarbejdspartnere.

Mette Grønkjær har en stærk international forskningsprofil. Hun bestrider bl.a. en post som Visiting Associate Professor ved Adelaide Nursing School, University of Adelaide, Australien, hvor hun har bidraget til etablering af forskningssamarbejdet mellem University of Adelaide og FoKSy – et samarbejde, hun fortsat vil koordinere og videreudvikle i stillingen som professor og forskningsleder. Derforuden er Mette ansvarlig for et nyt forskningssamarbejde mellem Flinders University i Australien og Klinisk Institut, hvorfra der netop er etableret en samarbejdsaftale omhandlende fælles forskningsprojekter, ph.d.-studerende og forskerudveksling.

Hun indgår i styregruppen for International Learning Collaborative (ILC), der er en international forskernetværksgruppe, hvor formålet er at styrke Fundamentals of Care – et samarbejde, der er væsentligt for FoKSy's fortsatte internationale profil og for enhedens kommende forskningsprogram. Senest er Mette Grønkjær involveret i et forskningssamarbejde om det EU-finansierede program: InnovateDignity, der indbefatter et samarbejde mellem flere europæiske forskningsinstitutioner, hvor målet er at styrke pleje med værdighed til ældre mennesker.

Vil understøtte solid forskning med fokus på Fundamentals of Care

Mette Grønkjær brænder for at udvikle og styrke pleje og behandling til patienter og pårørende og vil bruge alle sine kræfter på at styrke den sygeplejefaglige forskning på Aalborg Universitetshospital og i regi af Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

- I FoKSy har vi over årene etableret et rigtig godt samarbejde med kliniske sygeplejersker, ledere, postdocs i klinisk sygepleje, tværfaglige samarbejdspartnere, forskningsadministration og øvrige kolleger. Det ser jeg frem til at udvikle yderligere, til gavn for den kliniske sygepleje, siger hun.

FoKSy har sammen med lokale tværinstitutionelle partnere - Aalborg Universitet, Aalborg Kommune, Psykiatrien, Sygeplejerskeuddannelsen UCN og Regionshospital Nordjylland - iværksat et forskningsprogram om Fundamentals of Care, der har fokus på både kliniske, uddannelsesmæssige, forsknings- og ledelsesmæssige perspektiver. Dette brede fokus er afgørende for at styrke sygeplejen og dermed udvikle patientforløb.

 - Med forskningsstrategien 'Fundamentals of Care 2019 - 2024' er der fremsat en klar og ambitiøs plan for de næste fem år, og der ligger en vigtig ledelsesmæssig opgave i at understøtte og gennemføre denne strategi, siger Mette Grønkjær og fortsætter:

- Min vision er, at der genereres solide forskningsprojekter inden for strategiens indsatsområder, der kommer patienter og pårørende til gode, og som samtidig bidrager til kompetenceudvikling hos sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle i klinisk praksis, siger Mette Grønkjær. 


Opdateret