Workshop om tværinstitutionelle tiltag vedr. Fundamentals of Care

Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje inviterede i januar til workshops med fokus på Fundamentals of Care tiltag på Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland, Psykiatrien - Region Nordjylland, Aalborg Kommune og UCN.

Mandag den 21. januar og torsdag den 31. januar afholdt Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje workshops om tværinstitutionelle tiltag i forbindelse med implementeringen af Fundamentals of Care. Dagene har bestået af i alt fem forskellige workshops, hvor aktuelle tiltag og erfaringer med implementering af FoC i klinisk praksis og uddannelsespraksis blev præsenteret. I oplæggene var alle fem institutioner repræsenterede: UCN, Regionshospital Nordjylland, Psykiatrien - Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Aalborg Universitetshospital. Over de to dage har mere end 120 interesserede sygeplejersker og ledere fra de fem institutioner gået fra workshop til workshop for at lade sig inspirere til, hvordan Fundamentals of Care kan bidrage til udvikling af og forskning i sygepleje. Interessen for og ikke mindst nysgerrigheden i forhold til begrebsrammen Fundamentals of Care er stor, hvorfor begge workshops var fuldt bookede med tilhørende ventelister.

Workshopsene bar præg af meget forskelligartede præsentationer: 'Implementering af 'primær pleje' inspireret af Fundamentals of Care'; 'Udforskning af sygepleje med Fundamentals of Care som refleksionsramme', ''Fra idé til ændringer i dagligdagen - Fundamentals of Care i Kommunal praksis', 'Fundamentals of Care - kan en begrebsramme være med til at forbedre sygeplejestuderendes refleksion over kommunikative og relationelle kompetencer' og ' Fra Grundlag for psykiatrisk sygepleje til Den sygeplejefaglige referenceramme; defineret med afsæt i Fundamentals of Care'. Dagene har været udbytterige med faglige diskussioner og fælles refleksioner, hvorunder det blev tydeligt at andre faggrupper også finder begrebsrammen interessant og anvendelig.

 

Opdateret