Ny forskningsstrategi går på tværs

Et tæt samarbejde mellem hospital, kommune og uddannelsesinstitutioner er udgangspunktet for ny strategi for forskning i klinisk sygepleje ved Aalborg UH.

Centralt for strategien er den sygeplejefaglige forståelsesramme ”Fundamentals of Care”, som Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje har stået i spidsen for at implementere på hospitalet.

- Fundamentals of Care er kort fortalt en ramme, der har fokus på sygepleje. Rammen er rettet mod situations- og personorientering og rummer såvel grundlæggende som specialiseret sygepleje. Med strategien ønsker vi at indarbejde begrebsrammen i planlægning og gennemførelse af forskning i klinisk sygepleje her på hospitalet, men også at indarbejde Fundamentals of Care i såvel uddannelse, undervisning og ledelsen af klinisk sygepleje, forklarer leder af Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Mette Grønkjær.

Forskningsstrategien tager derfor afsæt i tre indsatsområder: Reflekteret sygepleje under uddannelse og i klinisk praksis, kontinuitet i sygepleje og evidensbaseret sygeplejepraksis.

Samarbejde skaber rød tråd

Det er femte gang, at Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje ved Aalborg UH præsenterer en forskningsstrategi, men første gang at den favner ikke færre end seks organisationer:

- I 2016 indledte vi et samarbejde omkring Fundamentals of Care med de øvrige nordjyske organisationer, hvor sygeplejefaget anvendes og udvikles. Samarbejdsfladen skaber en rød tråd mellem, hvordan vi forstår og arbejder med sygepleje, uanset hvor borgeren møder sygepleje, forklarer Mette Grønkjær.

Foruden Aalborg Universitetshospital tæller samarbejdet Aalborg Universitet (Klinisk Institut), Sygeplejerskeuddannelsen University College Nordjylland, Hjemmesygeplejen i Aalborg Kommune, Psykiatrien Region Nordjylland, samt Regionshospital Nordjylland.

- Der ligger et klart potentiale i, at vi kan forske på tværs af sektorer i alle de settings, hvor sygeplejen praktiseres. Målet med strategien er derfor at styrke den sygeplejefaglige professionaltiet gennem solide mono- og tværfaglige forskningsprojekter og dermed understøtte, at patienter og borgere oplever reflekteret sygepleje baseret på kontinuitet og høj faglighed, siger Mette Grønkjær.

Kick-off 5. februar

Med strategien følger en plan for, hvordan den skal gennemføres. Planen indeholder aktiviteter, placering af ansvar for opgaveløsning samt en tidsplan for de kommende fem år, som strategien løber over. Første trin er et kick-off-arrangement den 5. februar.

- Repræsentanter fra hver af de medvirkende institutioner er inviteret til en inspirationseftermiddag, hvor der vil være præsentationer af, hvad hver institution arbejder med. Formålet er at lære hinanden at kende, så vi kan identificere mulige samarbejdsflader og generere forskningsprojekter, som kan komme patienterne til gavn, forklarer Mette Grønkjær. 

Opdateret