Kan nyt sporstof forbedre kræftdiagnostik?

Forskere ved Aalborg Universitetshospital afprøver, om en ny type sporstof kan afsløre tegn på kræftspredning med større nøjagtighed, end den type, der bruges i dag.

Helle Damgaard ZachoFor at finde ud af i hvilket omfang en kræftsygdom har spredt sig til andre dele af kroppen, eller om kemoterapien har den håbede effekt, kan lægerne bruge en PET/CT-skanning, hvor patienten inden skanningen får indsprøjtet et særligt radioaktivt sporstof, der får kræftcellerne til at ”lyse op” på skanningsbilledet.

- Ved en række kræftformer bruger vi i dag standard-sporstoffet FDG (et sukkermolekyle), men vi ønsker at afprøve, om et nyt sporstof, kaldet FAPI (Fibroblast Activation Protein Inhibitor), kan vise kræftspredningen med større præcision, fortæller professor og forskningsansvarlig overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Helle D. Zacho.

Det er i første omgang patienter med kræft i æggestokkene og mavesækken, som skal deltage i det nye forskningsprojekt, der gennemføres i samarbejde med kollegaen, læge og ph.d.-studerende Morten Bentestuen samt en række af hospitalets andre afdelinger. 

I forsøget sammenlignes skanninger med FAPI-sporstoffet med skanninger med FDG-sporstoffet hos i alt 50 patienter med æggestokkekræft og 20 med mavekræft. 

Plads til forbedring

Helle D. Zacho har store forhåbninger til det nye FAPI-sporstof. Ikke mindst, fordi en række mindre studier allerede har vist tegn på, at det er bedre til at påvise kræftspredning end standard-sporstoffet FDG.

Men forskerne savner et entydigt bevis, baseret på mere veldefinerede patientgrupper, før de endegyldigt kan fastslå FAPIs præcision, og før det kan indføres som en del af lægernes værktøjskasse, fortæller Helle D. Zacho:

- Selvom FDG, som vi plejer at bruge, fungerer godt ved de to udvalgte kræftformer, er der plads til forbedring - blandt andet for bedre at kunne vurdere, om patienten kan opereres for sin kræftsygdom, eller om der eventuelt er behov for forudgående kemoterapi. Derfor håber vi selvfølgelig, at resultaterne kan bekræfte vores formodning, siger hun.

Helle D. Zacho fortæller, at mere retvisende skanningsbilleder vil betyde, at lægerne bedre kan bestemme patienternes sygdomsstadie, der er bestemmende for, hvilken behandling de tilbydes. Forskerne vil desuden undersøge, om sporstoffet også kan bruges til at følge patienternes behandling og vurdere effekten af kemoterapi.

- For at få et godt behandlingsresultat, er det vigtigt at starte ud med den bedst egnede behandling. Med en mere præcis diagnostik og bedre muligheder for at følge sygdommens udvikling vil vi i højere grad kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient, siger hun.

Forskningsprojektet varer de næste tre år og er netop støttet med godt 3.359.000 kroner fra Alfred Benzon Fonden. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Nuklearmedicinsk Afdeling, Gynækologisk Afdeling, Mave-Tarmkirurgisk Afdeling, Onkologisk Afdeling og Patologiafdelingen. 

 

Opdateret