Aalborg solidt repræsenteret på international hæmatologi-kongres

I sidste uge løb verdens største hæmatologiske kongres af stablen, hvor førende forskere inden for området præsenterede deres seneste resultater. Hele 5 mundtlige præsentationer fra forskere fra Aalborg UH var på programmet.

Det er ikke hverdagskost, at man som forsker får æren af at præsentere resultaterne af sit arbejde foran fagfæller fra hele verden. Og da den årlige kongres afholdt af American Society of Hematology blev afviklet i sidste uge, var det da også en flok meget stolte forskere fra Aalborg Universitetshospital, som tog afsted.

Fem af deres indsendte abstracts var nemlig blevet udvalgt til mundtlig præsentation.

- Det er ret enestående. Normalt skal man være glad, bare man kan få ét abstract antaget til oral præsentation, og det er slet ikke hvert år, at danske forskere får den mulighed, fortæller professor ved Hæmatologisk Afdeling, Tarec Christoffer El-Galaly.

De fem abstracts, som Hæmatologisk Afdeling havde med på kongressen, omhandler alle lymfekræft. Fire af dem blev præsenteret af afdelingens egne medarbejdere – mens det sidste blev præsenteret af en kollega, Katherine Lewis, fra Perth, Australien.

Sene bivirkninger efter lymfekræft

Det gennemgående tema for tre af de fem præsentationer var sene bivirkninger efter lymfekræft. Det ene studie, præsenteret af overlæge Paw Jensen omhandlede bivirkningerne af steroidbehandling.

- Her har vi tidligere påvist, at behandlingen medfører afkalkning af patienternes knogler. Derfor lavede vi et randomiseret studie som opfølgning til dette. Her kunne vi se, at vi med forebyggende behandling med bisfosfonat kan beskytte knoglerne i ryggen mod den svækkelse man ser under kemoterapi, fortæller Tarec Christoffer El-Galaly.

Ph.d.-studerende Joachim Bæch præsenterede et studie omhandlede diabetes hos lymfekræftpatienter opstået som en følge af behandlingen med steroid.

- Ret glædeligt har det vist sig, at diabetes ikke er et blivende problem hos disse patienter. Det behov for insulin, der ofte opstår blandt lymfekræftpatienter, forsvinder som regel igen efter endt behandling. Det er beroligende viden for både patienter og læger, forklarer Tarec Christoffer El-Galaly.

Det tredje projekt omhandlende sene bivirkninger blev præsenteret af læge, ph.d. Andreas Øvlisen. Han har i et studie undersøgt psykiske problemer hos patienter med lymfekræft.

- Studiet viste, at patienter kort efter diagnosen, og indtil de er godt på den anden side af sygdommen, havde en høj forekomst af brug af antidepressiv medicin og anden psykofarmaka. Det giver anledning til, at man i sundhedsvæsenet i højere grad bør være opmærksom på at tale med patienterne omkring de psykiske konsekvenser ved at få en kræftsygdom, siger Tarec Christoffer El-Galaly.

Andreas Øvlisen præsenterer på ASH 2021
Læge ph.d. Andreas Øvlisen præsenterede på ASH 2021 (Foto: Privat)

Ny viden om kontroldata i kliniske forsøg

Den fjerde præsentation handlede om udvælgelsen af patienter til kliniske forsøg og betydningen heraf i forhold til deres prognose. Her præsenterede lægestuderende Freja Severinsen et projekt, som hun og afdelingslæge Laura Mors var førsteforfattere på.

Projektet tager udgangspunkt i den problemstilling, at patienter, der deltager i kliniske forsøg, typisk er kendetegnet ved, at de er udvalgt ud fra bestemte kriterier, og derfor ofte har en anden prognose end dem, der ikke deltager i forsøget. Det har betydning, når resultaterne skal overføres til klinisk praksis:

- Udover at vi kan se, at der er en forskel i overlevelsen hos dem, som er egnede til kliniske forsøg og dem, der ikke er, kan vi også se, at når vi vælger de patienter, der er egnede til kliniske forsøg i vores registre, så går det dem stort set på samme måde som kontrolpatienterne i de kliniske forsøg. Det betyder, at man i højere grad kan bruge real-world data som kunstige kontroller i kliniske forsøg, forklarer Tarec Christoffer El-Galaly.

Forebyggende behandling uden gavnlig effekt

Den femte og sidste præsentation blev leveret af Kathrine Lewis fra den hæmatologiske afdeling på Sir Charles Gairdner Hospital, i Perth, Australien. Aalborg-forskerne har i samarbejde med det australske hospital taget initiativ til at undersøge om behandling med høj-dosis metotrexat (HdMTX) til patienter med diffust storcellet B-celle lymfom reducerer senere tilbagefald i hjernen.

- Det sker desværre for omkring 5 procent af patienterne, og disse patienter har som udgangspunkt en dårlig prognose. Man har derfor forsøgt at forebygge tilbagefaldene med forskellige medikamenter. Blandt andet HdMTX, som er en behandling, der gives oveni den øvrige kemoterapi. Men det er en ret kompliceret behandling, som kræver flere dages indlæggelse, forklarer Tarec Christoffer El-Galaly.

Behandlingen har ikke tidligere været dokumenteret i kontrollerede kliniske forsøg, så forskerne har set nærmere på data fra høj-risiko patienter fra flere kontinenter – bl.a. Nordamerika, Europa og Asien.

- Vi kan desværre se, at HdMTX ikke har den forventede gavnlige effekt på risikoen for tilbagefald, og at man – i bedste fald – skal behandle 90 patienter for at undgå bare ét tilbagefald, fortæller Tarec Christoffer El-Galaly.

I lyset af, at behandlingen er forbundet med flere bivirkninger, er forskernes vurdering derfor, at de helbredsmæssige omkostninger og belastningen af sundhedsvæsenet overstiger de i bedste fald minimale fordele ved behandlingen:

- Det er et resultat, som jeg tror kommer til at få en praksisændrende betydning, og at der i fremtiden vil være færre patienter, som vil blive tilbudt højdosis HdMTX med henblik på at reducere risikoen for tilbagefald i centralnervesystemet, siger Tarec Christoffer El-Galaly.

Konkret forventer han, at resultaterne vil have betydning, når guidelines for behandlingen af diffust storcellet B-lymfom skal revideres.

Forskningsresultatet blev i øvrigt kåret blandt ét af konferencens bedste, og fik således tildelt en "ASH Outstanding Award".

Sætter Aalborg på verdenskortet

At have fem så bemærkelsesværdige præsentationer fra samme forskningsinstitution præsenteret på samme kongres er bestemt noget, der vækker opsigt, mener Tarec Christoffer El-Galaly:

- Det er helt klart med til at cementere, at den forskning, som vi udfører her i Aalborg, er relevant og af høj videnskabelig kvalitet. Vi oplever, at der er stor interesse for vores resultater, og vi oplever, at vores studier og præsentationer på kongresser som disse bidrager til at skabe opmærksomhed omkring noget af det vi er gode til i Danmark - også i forhold til at bane vejen for nye internationale studier, slutter professoren.

Paw Jensen præsenterer på ASH 2021
Overlæge Paw Jensen præsenterede på ASH 2021 (Foto: Privat)

Opdateret