Reminder - Temadag om kræftforskning

Du kan stadig nå at deltage, når der mandag den 2. maj afholdes en temaeftermiddag, som sætter fokus på kræftområdet og på, hvordan du som forsker får hjælp og inspiration til din forskning.

Formålet med temaeftermiddagen er at give et indblik i forskningens betydning for at sikre den faglige udvikling af de specialiserede funktioner, vi har i dag og for at styrke mulighederne for tildeling af nye højtspecialiserede funktioner. Eftermiddagen skal også bruges på at se på de muligheder, der er for at få hjælp til de forskellige elementer i et forskningsprojekt – hvad enten det angår fundraising, akademisk sparring, kontraktudarbejdelse, statistikbistand eller andet.

- I vores dialog med specialerne, som vi har haft i forskellige sammenhænge på kræftområdet og om den nærtstående revision af specialeplanen, kan vi se et behov for, at der kommer endnu mere fokus på forskning ”hele vejen rundt” – i alle specialer og blandt flere faggrupper. Dette understøttes af, at forskning er nødvendig for at bibeholde de højt specialiserede funktioner, siger lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.

På mødet vil der være oplægsholdere fra hospitalets forskningsmiljøer, der blandt andet vil fortælle om tværgående forskningsaktiviteter på kræftområdet samt om mulighederne for registerbaseret forskning.

Mødet afsluttes med en paneldebat, hvor det drøftes, hvordan alle afdelinger kan øge deres forskningsaktivitet. Her opfordres alle deltagere til at bidrage med spørgsmål til panelet.

Arrangementet afholdes den 2. maj kl. kl. 15-17 i Medicinerhusets Auditorium. Alle interesserede er velkomne.

Program

15.00 - Velkomst
v/lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt

15.05 - Forskning og specialeplan
v/professor Asbjørn Mohr Drewes
Ny specialeplan er undervejs. Forskningens betydning for bibeholdelse og tildeling af højtspecialiserede funktioner

15.15 - Tanker om deltagelse i kræftforskning
v/en patient

15.25 - Forskningens Hus
v/forskningschef Egon Toft
Mange muligheder for at få hjælp: jura, fundraising, akademisk sparring, korrektur, hjælp til data mv.

15.40 - Klinisk Kræftforskningscenter
v/professor Ursula Falkmer
Netværk, hjælp og sparring

15.50 - Registerforskningsmuligheder
v/professor Marianne Tang Severinsen
Adgang til registre under Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen til brug i forskning

16.00 - Universitetssamarbejde
v/prodekan for forskning Ole Kæseler Andersen
Hvordan universitetet kan understøtte en stærk forskningskultur på Aalborg UH

16.15 - Tværregionalt forskningssamarbejde - erfaringer fra Børn og Ungeafdelingen
v/ledende overlæge Charlotte Rittig og professor Søren Hagstrøm
På mindre områder er vi nogle gange stærkest og mest robust i samarbejde med andre regioner

16.25 - Paneldiskussion: Fra ord til handling - hvordan får vi alle specialer med?
Med deltagelse af oplægsholdere og med spørgsmål fra salen

16.55 - Opsamling og afrunding
v/Michael Braüner Schmidt

Tilmelding

Tilmelding skal ske via Plan2Learn. Vær opmærksom på, at antallet af pladser er begrænset.

Opdateret