Saturated Fatty Acids and the Risk of Atrial Fibrillation
ved Pia T. Dinesen (maj 2015- man 2018)
Ph.d.-en omhandlede atrieflimren (AF), der er en hyppigt forekommende hjerterytmeforstyrrelse, hvor hyppigheden stiger med alderen. AF kan forårsage dannelse af blodpropper i hjertes atrier med efterfølgende risiko for embolisering til hjernens kar. AF menes at være skyld i mere end 20% af alle apoplexitilfælde. Grundet den stigende prævalens af AF i befolkningen er der behov for nye profylaktiske tiltag.
Afhandlingen, og studierne den er baseret på den danske kohorte ”Kost, kræft og helbred”. Kohorten indeholder information om kost og fedtvævsprøver fra mere end 57.000 deltagere indsamlet i årene 1993-97 og fulgt via Landspatientregistret.
Det første studie undersøgte med Cox regression, hvordan substitution af mættet fedt i kosten med mono- og polyumættede fedtsyrer påvirkede associationen med AF (Dinesen PT, Joensen AM, Rix TA, Tjønneland A, Schmidt EB, Lundbye-Christensen S, et al. Effect of Dietary Intake of Saturated Fatty Acids on the Development of Atrial Fibrillation and the Effect of Replacement of Saturated With Monounsaturated and Polyunsaturated Fatty Acids. Am J Cardiol. 2017;120:1129–32.). Studiet viste, at hos mænd var substitution af 1 g/dag af kostens mættet fedt med n-3 polyumættede fedtsyrer associeret med en øget risiko for AF.
Det andet studie omhandlede associationen mellem fedtvævs indhold af mættet fedt og risikoen for AF (Dinesen PT, Rix TA, Joensen AM, Tjønneland A, Lundbye-Christensen S, Overvad K, et al. Adipose Tissue Content of Saturated Fatty Acids and Atrial Fibrillation: a Case-cohort Study. Eur J Clin Invest. 2017;47(12):e12836.). Studiet fandt en neutral association mellem fedtvævs indhold af mættet fedt og risikoen for at udvikle AF hos både mænd og kvinder.
Det sidste studie undersøgte associationen mellem fedtvævs fedtsyremønstre identificeret med den statistiske metode treelet transform og risikoen for at udvikle AF. Studiet viste, at mønstre af fedtsyrer kan være forskelligt associeret med risikoen for at udvikle AF.
Ekstracellulære vesikler og deres potentielle rolle i atrieflimrenrelateret trombogenicitet
Ph.d.-studie ved Morten Mørk, MD, Ph.d. (januar 2012- april 2018 - deltids- Ph.d. kombineret med hoveduddannelse i klinisk biokemi)
Atrieflimren (AF) er en hyppigt forekommende hjerterytmeforstyrrelse, som øger risikoen for trombose i hjertets venstre aurikel og tromboembolisme markant. En kendt mekanisme bag trombedannelsen er stase af blodet i venstre aurikel, mens inflammatoriske processer og øget koncentration af prokoagulante komponenter i blodet er mulige medvirkende årsager. I disse år er der stigende opmærksomhed på ekstracellulære vesikler (EV) som potentielle trombogene faktorer. EV er partikler med en dobbeltlaget lipidmembran, der udskilles af forskellige celletyper som respons på fysiologiske eller patologiske stimuli. Blodets koagulationsfaktorer kan komme i indbyrdes kontakt på overfladen af vesikelmembranen, som desuden kan indeholde proteinet tissue factor (TF), som er den primære initiator af koagulationskaskaden. Måling og karakteristik af EV i blodet er kompliceret pga. vesiklernes skrøbelighed og heterogenitet samt tilstedeværelsen af interfererende blodkomponenter som for eksempel lipoproteiner. I dette ph.d.-projekt, som omfatter fire studier, evaluerede vi metoder til måling og karakteristik af EV med vægt på problematikken vedrørende interferens fra lipoproteiner. Desuden sammenlignede vi niveauerne af en række potentielt trombogene komponenter, herunder TF-bærende EV, i veneblod samt i blod udtrukket fra venstre aurikel i en gruppe AF-patienter og en kontrolgruppe.
I studie 1 fandt vi en acceptabel analytisk præcision for to forskellige metoder til partikeltælling betegnet henholdsvis nanoparticle tracking analysis og tunable resistive pulse sensing. Desuden fandt vi en betydelig inter- og intraindividuel variation i partikelkoncentration og middelpartikelstørrelse i blodplasma hos raske personer. Partikelkoncentrationen og ‑størrelsesfordelingen var påvirkelig af frysning af plasma før analyse og mere markant påvirkelig af fødeindtag, sandsynligvis pga. en øget postprandial koncentration af lipoproteiner. I studie 2 viste vi, at lipoproteiner kan fjernes fra fortyndet plasma vha. magnetiske partikler med antistoffer mod apolipoprotein B, men også at denne procedure reducerer EV-indholdet i plasma målt med EV Array, som er en protein microarray-baseret metode til EV-semikvantificering. I studie 3 demonstrerede vi, at plasmas indhold af lipoproteiner påvirker flowcytometriske målinger af partikler med positivt signal for TF og for generelle og cellespecifikke EV-markører, hvilket gør det problematisk at anvende disse målinger til kvantificering af EV. EV-semikvantificering vha. EV Array blev derimod ikke påvirket af fødeindtag. I studie 4 fandt vi, i lighed med et tidligere studie, at AF-patienter havde højere plasmakoncentration af TF end kontrolpatienter. Desuden fandt vi, at AF-patienter havde et større indhold af TF-bærende EV i blodet, herunder TF-bærende EV deriveret fra monocyt-makrofag-cellelinjen, hvilket ikke tidligere er beskrevet. Vi fandt ikke forskelle mellem vene- og aurikelblod. Resultaterne indikerer, at AF-relateret frigivelse af TF-bærende EV er medvirkende årsag til en øget koncentration af cirkulerende TF hos AF-patienter. TF-bærende EV er en mulig medvirkende faktor i AF-relateret trombogenicitet og kan have potentiale som prædiktiv markør for tromboembolisme og som angrebsmål for fremtidige antikoagulantia til AF-patienter
N-3 and n-6 polyunsaturated fatty acids: metabolic pathways, interaction and risk of atrial fibrillation
Ph.d. studie ved Lotte Maxild Mortensen, Cand. Scient, Ph.d. (januar 2011- maj 2017)
Atrieflimren (AF) er en relativt hyppig hjerterytmeforstyrrelse, der er karakteriseret ved uregelmæssig elektrisk aktivitet af hjertet. AF fører ofte til en fremskyndet reduceret pumpefunktion af hjertemusklen samt en øget risiko for blodpropssygdom, især i form af slagtilfælde. AF er en tilstand med en kompliceret ætiologi og mange risikofaktorer, herunder systemisk inflammation.
Systemisk inflammation reguleres af en gruppe mediatorer, der dannes fra langkædede n-3 og n-6 flerumættede fedtsyrer. Det er derfor muligt at indtagelse af flerumættede fedtsyrer, via påvirkning af den systemiske inflammation, kan være forbundet med risikoen for at få AF. De inflammatoriske mediatorer der dannes ud fra n-3 fedtsyrer er, generelt set, mindre potente end dem, der er baseret på n-6 fedtsyrer. De langkædede n-3 og n-6 flerumættede fedtsyrer optages fra kosten eller dannes endogent ved omdannelse af flerumættede fedtsyrer med kortere kulstofkæder. N-3 og n-6 fedtsyrerne metaboliseres i samme biokemiske proces, hvor de deler enzymer på kompetitiv vis. Disse biokemiske processer påvirkes af genetisk variation i de gener, der koder for de involverede enzymer.
I kraft af det metaboliske samspil mellem n-3 og n-6, der muligvis påvirker den systemiske inflammation – og dermed risikoen for AF – var omdrejningspunktet for dette ph.d. projekt at analysere biologisk interaktion mellem n-3 og n-6 fedtsyrer og mellem fedtsyrer og genetik. Der blev lagt stor vægt på valget af den statistiske metode for at kunne vurdere denne form for interaktion. Baseret på data om kost og genetik fra deltagere fra den danske befolkningsundersøgelse: Kost, Kræft og Helbred, var projektets overordnede formål at modellere og undersøge aspekter af de flerumættede fedtsyrer i forhold til risiko for AF, herunder interaktion.
Ph.d. projektet bestod af fire delprojekter:
I: En gennemgang af brugen af pseudo-observations metoden ved brug af et dataeksempel fra Kost, Kræft og Helbred. Formålet var at præsentere muligheder, modelantagelser og fortolkning af denne relativt nye statistiske metode.
II: En fremstilling af et ’proof of concept’ (konceptbevis) med det formål at opnå et kvantitativt udgangspunkt for en diskussion af hvordan man bestemmer n-3 og n-6 fedtsyrer baseret på kostdata. Vi beregnede kvantitative mål for den endogene syntese af de langkædede n-3 og n-6 flerumættede fedtsyrer baseret på den eksisterende viden om deres metabolisme. Beregningerne blev sammenlignet med det direkte kostindtag for at kunne vurdere betydningen af det endogene bidrag. Beregningerne viste at det endogene bidrag er af mindre betydning for bestemmelsen af langkædede n-3 fedtsyrer og af stor betydning for n-6.
III: En analyse af den potentielle biologiske interaktion mellem de langkædede n-3 and n-6 fedtsyrer i additive risikomodeller baseret på pseudo-observations metoden. Tre parallelle analyser blev gennemført ud fra forskellige principper for bestemmelse af n-3 and n-6 fedtsyrer: Et basisscenarie, der var baseret på det direkte kostindtag og to såkaldte ’testscenarier’ hvor estimater af det endogene bidrag blev lagt til det direkte kostindtag. De tre testscenarier blev defineret som en del af ’proof of concept’. Vi fandt ingen associationer i nogle af scenarierne mellem n-3 eller n-6 fedtsyrer og risiko for AF, hverken mht. de individuelle fedtsyrer eller interaktioner mellem dem.
IV: En undersøgelse af den mulige biologiske interaktion mellem n-3 and n-6 fedtsyrer og genetisk variation i det gen, der koder for Δ5-desaturase - et enzym involveret i fedtsyremetabolismen. Da pseudo-observations metoden ikke understøtter analysedesignet bag projektets genotypedata (case-kohorte design), blev dette studie lavet vha. Cox modeller og beregningsprincippet ‘relative excess risk due to interaction’ (også kaldet ’RERI’). Der er en del forbehold i fortolkningen af RERI estimater, og det er derfor ikke den endelige analyse, der præsenteres her. Resultaterne tydede på interaktion mellem genvariationen og indtag af både n-3 and n-6 fedtsyrer, men dette skal undersøges yderligere i additive modeller.
Postoperative New-Onset Atrial Fibrillation Following Cardiac Surgery with Special reference to Potential New Predictors
Ph.d. studie ved Jiwei GU, MD, Ph.d. (marts 2014- marts 2017)
Postoperativ nyopstået atrieflimmer (POAF) er en almindelig komplikation til hjertekirurgi, og POAF ses typisk hos 10-65% af patienterne afhængig af hvordan POAF defineres og hvilken operation der gennemføres. Da POAF er associeret med både tidlig og sen morbiditet inklusiv apopleksi samt mortalitet, er forebyggelse med henblik på at undgå POAF i fokus i mange centre. Derfor kan forsøg på at identificere patienter der er i øget risiko for at udvikle POAF være gavnlige, idet særlige tiltag kan gøres i forhold til at reducere risikoen for POAF blandt disse. Årsagen til POAF er multifaktoriel og derfor er multidirektionale tiltag nødvendige Hvis man skal have muligheden for at identificere flere patienter der er i øget risiko for at udvikle POAF. Det overordnede formål med denne ph.d. afhandling er at potentielle nye prediktorer som er associeret med udvikling af POAF. Dette gøres ved at gennemføre tre individuelle undersøgelser.
Formål og Resultater
Studie1. At undersøge om EKG markører identificeret i rutinemæssige præoperative EKG optagelser i kombination med kliniske data kan benyttes med henblik på at kunne forudsige om en patient vil udvikle POAF efter hjertekirurgi. Ved kombination af klinisk data og små EKG-forandringer var der bedre mulighed for at forudsige hvilke patienter der fik POAF – en vigtigt observation der dog kræver bekræftelse i nye prospektive studier. Studie 2. At undersøge om den tid erytrocytter opbevares i blodbanken før transfusion er associeret med udvikling af POAF, og at undersøge om transfusion med erytrocytter generelt er associeret med POAF. Studiet viste at selvom erytrocyttransfusion var associeret med udvikling af POAF var blodets lagringstid i blodbanken ikke systematisk associeret med en øget risiko for at udvikle POAF. Studie 3. At undersøge om koncentrationen af marine n-3 flerumættede fedtsyrer (n-3 PUFA) i atrievæv og i plasma fosfolipider er associeret med udvikling af POAF efter hjertekirurgi og om koncentrationen af n-3 PUFA i atrievævet afspejles af koncentrationen i blodet. Studiet viste at hverkentotale eller individuelle n-3 PUFA i atrievæggen eller i plasma kunne forudsige udvikling af POAF. Der var en signifikant korrelation mellem koncentrationerne i plasma og i atrievæv.
Konklusioner:
ECG variable identificeret fra rutinemæssige præoperative EKG optagelser kan sammen med udvalgte kliniske data være værdifulde ved forsøg på at forudsige hvilke patienter, der er i risiko for at udvikle POAF efter hjertekirurgi (studie I). Endvidere er også transfusion med erytrocytter associeret med en øget risiko for at udvikle POAF, men blodets lagringstid i blodbanken har ikke noget særlig betydning (Studie II). Koncentrationen af n-3 PUFA i atrievæggen og i plasma fosfolipider korrelerer indbyrdes med er ikke korreleret til udviklingen af POAF (Study III). Resultaterne fra de individuelle studier inkluderet i denne ph.d. afhandling repræsenterer et forsøg på en multidirektionel søgen efter nye potentielle prædiktorer associeret med udvikling af POAF efter hjertekirurgi. Specielt resultaterne fra studie I kan viser sig værdifulde, hvis de inkluderes i fremtidige modeller der skal bruges til at forudsige patienters risiko for at udvikle POAF efter hjertekirurgi.
Living with Atrial Fibrillation: Exploring the context, complexity, and magnitude of the patient perspective
Ph.d.-studie ved Vibeke Høgh, RN, MCN, Ph.d. (maj 2011 - 2016)
Afhandling bygger på fire artikler og bidrager – ud fra et case study design - med viden om kompleksitet, kontekst og omfang af livskvalitet og oplevelse af helbred i et sygdomsforløb med en patient, der har atrieflimren.
Afhandlingen er et vigtigt bidrag til den fremtidige udvikling af den tværsektorielle pleje og behandling, der tilbydes patienter, som lever med atrieflimren. Når patientforløbet involverer såvel hospital som primær sektor, kan patienters sikkerhed og værdighed risikere at gå tabt, hvis ikke der er forbindelse mellem patientforløbets forskellige led. Patienter, der lever med atrieflimren, har behov for individuel pleje og behandling. Individualisering er derfor nødvendig for at kunne tilbyde patienterne pleje og behandling af høj kvalitet. Det kræver mod og viden at være patient i det danske sundhedsvæsen. Forskellige perspektiver er en udfordring for samarbejdsrelationen mellem patient, sundhedspersonale og forskere. Hvad enten man arbejder i klinisk praksis eller beskæftiger sig med forskning, har man som sundhedsprofessionel og forsker en etisk forpligtelse til at anerkende patienten som et særegent menneske. Det er en anerkendelse, som er essentiel for patientens adgang til viden og mulighed for at håndtere sit liv med atrieflimren. Den forpligtelse er specielt vigtig at være opmærksom på i et sundhedsvæsen, hvor der er fokus på standardisering af pleje og behandling.
Thromboembolism and death in patients with atrial flutter
Ph.d.-studie ved Henrik Vadmann, MD, Ph.d. (september 2010 - april 2016)
Patienter med overvægt, forhøjet blodtryk og sukkersyge har øget risiko for at udvikle atrieflagren, og forekomsten stiger med alderen. Med højere levealder og øget forekomst af livsstilssygdomme som overvægt, forhøjet blodtryk og sukkersyge forventes forekomsten af atrieflagren at stige de næste mange år. Modsat atrieflimren (AF) er risikoen for apopleksi og død ved atrieflagren sparsomt undersøgt.
Hovedformålet med denne ph.d.-afhandling, der er baseret på tre studier, var at undersøge risikoen for apopleksi og død hos patienter med atrieflagren og at foretage en sammenligning overfor patienter med AF. Det første studie var en systematisk gennemgang af den tilgængelige litteratur med henblik på at undersøge sammenhængen mellem apopleksi og atrieflagren. Det andet studie undersøgte risikoen for apopleksi og død efter ablation for atrieflagren og AF i en dansk kohorte. Det tredje studie undersøgte udviklingen i død, hjertesvigt og risikoen for ny arytmi, baseret på data fra det andet studie.
Den systematiske litteraturgennemgang indeholdt både pro- og retrospektive studier. Ud fra gennemgangen kunne vi konkludere, at patienter med atrieflagren har en relativt høj risiko for apopleksi. I de danske kohortestudier identificerede vi 1096 patienter med atrieflagren (33%) og 2266 patienter med AF patienter behandlet med ablation i perioden mellem 1. januar 2000 og 31. december 2013. Vi fandt en ikkesignifikant stigning i risikoen for apopleksi mellem atrieflagren og AF (hazard ratio (HR) 1,34, 95% konfidens interval (CI) 0,71-2,41), hjertesvigt (HR 1,14 95% CI 0,76- 1,71) og ny arytmi, men en signifikant øget risiko for død (HR 1,85 95% CI 1,29- 2,66) hos patienter med atrieflagren. Hos de der udviklede hjertesvigt efter ablation, havde patienter med atrieflagren en signifikant øget risiko for at dø (HR 2,97, 95% CI 1,11-7,91).
Samlet set viste litteraturgennemgangen en øget risiko for apopleksi hos patienter med atrieflagren, og i de danske kohorte studier fandt vi større risiko for død efter ablation hos patienter ablateret for atrieflagren sammenlignet med AF ablation. Vi fandt en ikke-signifikant stigning mellem atrieflagren og AF i risikoen for apopleksi, hjertesvigt og ny arytmi efter ablation.
Atrial fibrillation: Risk and prognosis in critical illness
Ph.d.-studie ved Jacob Gamst MD, Ph.d. (november 2011-februar 2015)
Skønsmæssigt lider 1-2% af den voksne befolkning i Europa af atrieflimren, og atrieflimren er dermed den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse. Atrieflimren forekommer særligt ofte blandt ældre, og med den ændrede demografiske sammensætning af befolkningen forventes antallet af individer med atrieflimren at stige betragteligt i de kommende år.
Ph.d.-afhandlingen belyser med moderne epidemiologiske metoder, og med udgangspunkt i de unikke danske sundhedsregistre, infektioners rolle som udløsende årsag til atrieflimren, samt den prognostiske betydning af forudbestående atrieflimren ved kritisk sygdom.
Ph.d.-afhandlingen består af 3 studier. Studie 1 er et case-kontrolstudie, der inkluderer samtlige 54.491 patienter med første hospitalskontakt med atrieflimren i Region Nordjylland og –Midtjylland i perioden 1999– 2010 samt 253,112 befolkningsbaserede kontrolpersoner. Studiet viser, at risikoen for udvikling af atrieflimren er 16 gange øget blandt patienter, der nyligt har været hospitalsindlagt med infektionssygdomme, mens risikoen for udvikling af atrieflimren er fordoblet i perioden efter en infektion behandlet uden indlæggelse.
Studie 2 og studie 3 er kohortestudier, der omfatter henholdsvis samtlige 88.315 patienter indlagt med pneumoni i Region Nordjylland og –Midtjylland i perioden 1997–2012, og samtlige 57.110 patienter indlagt på en dansk intensiv afdeling i perioden 2005–2011. Begge studier viser, at patienter med forudbestående atrieflimren har væsentligt højere risiko for arteriel thromboemboli og væsentligt højere dødelighed end patienter uden atrieflimren. Disse forskelle synes forklaret ved højere alder og højere forekomst af kroniske sygdomme i gruppen af patienter med atrieflimren i forhold til patienter uden atrieflimren. Atrieflimren forekommer dog at være en selvstændig risikofaktor for død blandt respiratorbehandlede intensiv patienter og blandt intensiv patienter yngre end 55 år. Blandt patienter med atrieflimren påviste begge studier en sammenhæng mellem forudgående behandling med vitamin-K antagonister og nedsat risiko for død.
Fish, Marine n-3 Fatty Acids and the Development of Atrial Fibrillation
Ph.d.-studie ved Thomas Rix Andersen, MD, Ph.d. (marts 2010-juni 2013)
Atrieflimren (AF) er en hyppigt forekommende hjerterytmeforstyrrelse, og forekomsten af AF stiger med alderen til omkring 10% ved 80 år. AF er årsag til ca. 20% af alle tilfælde af blodprop i hjernen. Nogle studier har tydet på en gavnlig effekt af indtagelse af marine n-3 (omega-3) polyumættede fedtsyrer (PUFA), også kaldet fiskeolier, i forhold til udvikling af AF, mens andre studier ikke har kunnet påvise en sådan effekt. Denne afhandling er baseret på data fra befolkningsundersøgelsen Kost, Kræft og Helbred med deltagelse af 57.053 danske mænd og kvinder i alderen 50 til 64 år. Det overordnede formål var at undersøge sammenhængen mellem marine n-3 PUFA og risikoen for at udvikle AF. Thomas Andersen Rix’s hypotese var, at indtag af marine n-3 PUFA reducerer risikoen for AF.
Studie I var et valideringsstudie, der skulle klarlægge, om den registrerede diagnose AF og/eller atrieflagren (AFL) i Landspatientregisteret var korrekt. Tilfældigt udtrukne hospitalsjournaler for førstegangstilfælde af AF og/eller AFL blev gennemgået for 150 mænd og 150 kvinder. Validiteten af diagnosen AF og/eller AFL var høj for begge køn, og den samlede positive prædiktive værdi var 92.6% (95% CI 88.8 - 95.2%). Andelen af AF, AFL eller begge tilstande ved første registrerede tilfælde blev opgjort. Desuden blev alle tilfælde med den specifikke diagnose AFL gennemgået, men det viste sig, at denne diagnose ikke var anvendelig til at skelne mellem AF og AFL. Samlet bekræfter resultaterne, at diagnosen AF og/eller AFL (herefter betegnet AF) er velegnet til kobling af registerdata.
Studie II omhandlede indtag af fisk og marine n-3 PUFA i kosten beregnet ved hjælp af et udførligt kostspørgeskema med 192 spørgsmål. I alt blev 3.345 førstegangstilfælde af AF registreret i løbet af 13,6 år. I multivariate, kønsstratificerede Cox regressionsanalyser fandt forskergruppen en U-formet sammenhæng mellem indtagelse af marine n-3 PUFA og udvikling af AF, med den laveste risiko omkring det mediane indtag (0,63 g/day). Samme association blev fundet for indtag af fisk, fede fisk og hver af de marine n-3 PUFA.
Studie III undersøgte indholdet af marine n-3 PUFA i fedtvævsprøver udtaget ved studiets start, hvilket giver en mål for den endogene eksponering og er et langtidsmål for kostindtaget de foregående 1 til 3 år. Dette studie omhandlede 3.440 personer fra en kønsstratificeret sub-kohorte og der var 190 tilfælde af AF i løbet af 13,6 års opfølgning. Forskergruppen fandt ikke nogen statistisk signifikant association mellem indholdet af marine n-3 PUFA i fedtvæv og udvikling af AF, men der var dog en monoton negativ tendens, som kunne tyde på en negativ association. Lignende associationer fandtes for de enkelte marine n-3 PUFA.
Samlet set indikerer resultaterne i denne afhandling, at et moderat indtag af fisk og marine n-3 PUFA (600 mg/dag) kunne være fordelagtigt i forhold til et lavt indtag til forebyggelse af AF. Ved et højere indtag fandtes i Studie II en højere risiko for udvikling af AF. I modsætning hertil viste Studie III, som var betydeligt mindre og med lav statistisk styrke, ingen statistisk signifikant sammenhæng, men dog en tendens til en negativ dosis-respons sammenhæng som bør belyses nærmere. På nuværende tidspunkt er der dog ikke tilstrækkeligt med data til at anbefale at spise fisk i forhold til at forebygge AF.
Gradually Changing Seasonal Variation of Cardiovascular Diseases in Denmark
Ph.d.-studie ved Anette Luther Christensen, MSc, Ph.d. (August 2009 – October 2012)
Der opstår flere slagtilfælde hos personer med atrieflimren i løbet af vinteren end om sommeren. Dette forhold - at der er en sæsonvariation – og ændringer heri over tid har biostatistiker Anette Luther Christensen, undersøgt i et ph.d.-studie.
I studiet er fulgt næsten 300.000 danskere med atrieflimren og analyseret sæsonvariationen med afsæt i daglige optællinger for antallet af slagtilfælde. I projektet anvendes en statistisk model, som ofte benyttes inden for økonometri, til at beskrive sæsonvariation. Den viser, at den forhøjede risiko, for at man som atrieflimmerpatient får et slagtilfælde om vinteren sammenlignet med sommer, er blevet lavere med tiden.
Studiet giver et indblik i årsagen til slagtilfælde hos patienter med atrieflimren med henblik på at kunne forbedre den forebyggende behandling heraf.