Svimmelheds- og balancecenter henter hollandsk forstærkning

Det nyligt indviede Center for Svimmelhed & Balance på Aalborg UH skal fremover samarbejde med én af verdens førende eksperter inden for vestibulogien om forskning og uddannelse.

Professor KingmaProfessor Herman Kingma er blevet udnævnt til adjungeret professor ved Aalborg Universitet med tilknytning til Center for Svimmelhed & Balance ved Øre-, Næse-, Halskirurgisk og Audiologisk Afdeling.

Herman Kingma er professor emeritus fra Department of Otorhinolaryngology, H&N Surgery, Maastricht University Medical Center, Maastricht University, Holland, hvor han har grundlagt ”Department of Balance Disorders”, der fungerer som et tertiært referencecenter med både basal og klinisk forskning samt avanceret klinisk diagnostik. Professor Kingma er også direktør for Tomsk International Science Program i Tomsk, Rusland.

Herman Kingma vil blive en del af det blomstrende forskningsmiljø på Center for Svimmelhed & Balance på Aalborg Universitetshospital, der blev indviet i 2019. Centret er blandt de største af sin art i Europa. Dette har allerede dannet ideelle rammer med ekstensiv klinisk forskning inden for vestibulogi.

- Vi er meget stolte over at få professor Herman Kingma tilknyttet som adjungeret professor til vores Center på Aalborg Universitetshospital. Dette samarbejde vil sætte os i stand til yderligere at udvikle vores fremtidige forskningsprojekter og dermed forbedre patientbehandlinger på centret på længere sigt, fortæller ledende overlæge ved Øre-, Næse-, Halskirurgisk Afdeling, Henrik Jacobsen.

Han forventer, at tilknytningen kommer til at betyde en signifikant styrkelse af forskningen og udviklingen inden for vestibulogien.

- Det understøtter afdelingens ambitioner om at være på førende på området og skaber et grundlag for bedre behandling på både nationalt og internationalt niveau. Professor Kingma vil indgå i alle aspekter af vores projekter, herunder udvikling af forskningsstrategier og vejledning af yngre forskere inklusive ph.d.-studerende, siger Henrik Jacobsen.

Ifølge Henrik Jacobsen vil professoratet også muliggøre udveksling af uddannelsessøgende læger såvel som ph.d.-studerende mellem Aalborg og Maastricht.

Om professor Kingma

Professor Kingma er særdeles anerkendt og respekteret i hele verden for sin forskning inden for sygdomme i balanceorganerne. Han er en hyppig underviser samt arrangør af symposier, workshops og kurser over hele verden og har bidraget til mere end 130 internationale fagfællebedømte publikationer inden for biofysisk og medicinsk videnskab.

Professor Kingma har en universitetsgrad inden for både fysik og medicin, hvilket har muliggjort en unik kombination af både basal og klinisk forskning på hans afdeling, hvor et primært forskningsfokus har været udviklingen af det vestibulære implantat. Department of Balance Disorders i Maastricht ét af kun to steder i verden, der har indopereret vestibulære implantater hos mennesker med nedsat funktion af begge balanceorganer.

Opdateret