Psykiatrien med i tværregionalt forskningsprojekt om autismespektrumforstyrrelser

Børne- og ungdomspsykiatriske forskere fra regionerne Nordjylland, Hovedstaden og Syddanmark har sammen med en pårørenderepræsentant fået tildelt én million kroner fra Trygfonden til forberedelse af et interventionsstudie rettet mod børn med ny-diagnosticeret Autismespektrumforstyrrelser (ASF).

Forskerne skal tilpasse og afprøve en forældre-medieret social kommunikationsterapi, PACT (Paediatric Autism Communication Therapy) på 2-6-årige børn med ASF og deres forældre.

PACT støtter samspil og kommunikation, og barnets færdigheder udvikles gennem coaching af forældrene og ved anvendelse af video-feedback-teknik. Der er påvist positive effekter af PACT på ASF-symptomerne seks år efter interventionen i et engelsk forsøg, og forskerne - herunder seniorforsker ved Psykiatrien i Region Nordjylland Marlene Briciet Lauritsen - vil  nu afprøve metoden i Danmark.

Familier i målgruppen vil i forsøgsperioden blive inviteret til at deltage og vil derefter ved lodtrækning blive placeret i enten interventions- eller kontrolgruppen. I 2018 blev mere end 300 børn i alderen 0-6-år diagnosticeret med ASF i de tre deltagende regioner, og det skønnes, at interessen for at deltage i forsøget vil være stor.

Der er afsat ét år til forberedelse. I den periode skal der udarbejdes en stor ansøgning om finansiering af den 2-årige forsøgsperiode, der skal uddannes danske PACT-trænere (én i hver region), som skal træne og supervisere kolleger lokalt - endeligt skal forskerne skrive forskningsprotokol, metodeartikel og indhente relevante tilladelser. Forskergruppen vil arbejde på at inkludere alle fem regioner i løbet af forsøgsperioden for at understøtte en national udvikling af behandlingskompetencer på området.

Initiativgruppen består af etablerede danske autismeforskere og forskere med erfaring i ledelse af lodtrækningsstudier med børn og unge:

  • Seniorforsker, overlæge og leder af forskningsenheden BU Marlene Briciet Lauritsen (Region Nordjylland)
  • Professor Niels Bilenberg og seniorforsker Cathriona Cantio (Region Syddanmark)
  • Professor Anne Katrine Pagsberg (Region Hovedstaden)
  • Lektor Pia Jeppesen (Region Hovedstaden)

Derudover er Anne Mette Kirk Ørskov, som er mor til et barn med ASF, også initiativtager til projektet.

Gruppen vil kontinuerligt samarbejde med professor Jonathan Green og Dr. Catherine Aldred fra Manchester Universitet.

Opdateret