App skal støtte beslutning om at stoppe blodfortyndende behandling hos patienter med uhelbredelig kræft

I et stort europæisk samarbejde skal forskere fra Aalborg UH bidrage til udviklingen af en app, der gør det lettere for sundhedsprofessionelle at afveje fordele og ulemper ved blodfortyndende medicin hos kræftpatienter, der er i den sidste fase af livet.
Når patienter, der er i behandling med blodfortyndende medicin, også rammes af en livstruende kræftsygdom, kan virkningen af den blodfortyndende behandling i nogle tilfælde være ubetydelig eller ligefrem skadelig. Medicinen er nemlig forbundet med en høj risiko for blødning hos de patienter, hvor kræftsygdommen er så fremskreden, at overlevelse ikke længere er mulig. Trods det stoppes behandlingen kun sjældent, da ophør af behandling er et følsomt emne for både patienter og læger.

I et nyt forskningssamarbejde med deltagelse fra Enhed for Trombose og Lægemiddelforskning på Aalborg UH vil forskere fra 14 institutioner på tværs af Europa udvikle og teste en online app, som kan støtte den fælles beslutningstagning mellem læger og patienter omkring det meningsfulde i at fortsætte eller ophøre behandlingen af den blodfortyndende medicin.  

- Vores forskning vil give indsigt i barrierer, og indikere hvordan vi kan minimere den potentielle belastning, der er når et valg om behandlingsophør skal træffes, siger Anette Arbjerg Højen, der er seniorforsker ved Enhed for Trombose og Lægemiddelforskning ved Aalborg UH og ansvarlig for den danske del af projektet.

Projektet, der bærer titlen SERENITY, er blevet tildelt en Horizon Europe-bevilling på 6 mio. Euro, og de danske forskere har fået en central rolle, idet de første to år skal bruges til at etablere det faglige grundlag for udvikling af appen.

- Med baggrund i de danske nationale registre vil vi give en karakteristik af den nuværende praksis for behandling med blodfortyndende medicin, herunder stop for behandling blandt patienter i palliativ behandling. Ud fra de omfattende data i registrene vil vi karakterisere, hvem der får afsluttet behandlingen og ikke mindst, om beslutningen har konsekvenser for patienten i dennes sidste levetid, siger Anette Arbjerg Højen.   

I projektet vil forskerne tage afsæt i både epidemiologiske studier og kvalitativ forskning. Den kvalitative forskning skal give indsigt i erfaringer med og perspektiver på behandlingsophør fra patienter, pårørende og de sundhedsprofessionelles på tværs af fire lande. 

Forskningsprojektet udgår fra Leiden University Medical Centre i Holland og Cardiff University, Wales UK og udføres i et samarbejde mellem 14 institutioner på tværs af Europa.  Enhed for Trombose og Lægemiddelforskning ved Aalborg Universitetshospital har modtaget 2,6 mio. kr. 
 

Opdateret